Værnemagerne

”Alt andet end en Carlsberg”, sagde jeg til gæstgiveriets ungmø bag bardisken.
Jeg havde valgt at være solidarisk med det europæiske komplot mod al russisk og ikke mindst vise min afsky for værnemagere som Carlsberg.
Også de øvrige tørstige i gæstgiveriet nægtede pure at indtage en værnemager-øl. Føj da.
Det gik også udmærket med en Tuborg, som jeg gjorde ungmøen opmærksomt på IKKE måtte være en Rød Tuborg. Man skal gå hele vejen.
Men det med at gå… blev sværere at undgå undgå undgå. Bemærk ecco’et.

Vise mænd fra modsat Østerland havde påpeget, at skomageren med Ecco agtede at fortsætte sit værnemageri i det putinske storrige.
Den udmelding krævede solidariteten på banen endnu engang.
MEN mens det var let at sige nej tak til en Carlsberg, var det straks vanskeligere at finde et par sko derhjemme, som ikke var mærket med værnemagernes logo.
Nu ville det kræve omtanke at bevæge sig ud på det europæiske kontinent iført skotøj af værnemagernes mærke. Man kan ikke gå på listefødder i Ecco sko.

Bortset fra et par grønne gummistøvler fra byggemarkedet og et par norske vandrestøvler til overvejende arktisk brug syntes alle mine almindelige hverdagssko at repræsentere Ecco.
Ecco sko er de sundeste at stikke fødderne i”, har min hustru altid fastholdt. Selvom hun ikke er fodterapeut, er hendes mening om fødderne ikke til debat. Derfor har jeg disse Ecco sko… fire par. To blå, to sorte.
Af politiske grunde nægter jeg at gå offentligt med de blå. De er kun til havebrug. Ude i haven kan jeg vel godt liste rundt, uden det giver ekko i både EU og NATO.

Men helt ærligt: Er vi ikke langt ude?
Skulle vi fredelige danskere ikke kunne gå frit omkring i sko, der blev indkøbt, dengang Putin var dreng?
Det ændrer jo ikke en skid ved hverken russernes eller Ecco koncernens utidige gøren og laden.
Jeg er ret overbevist om, at russerne er bedøvende ligeglade med, hvilke sko en dansk, pensioneret overlærer vader rundt i. Og sikkert også ligeglade med om skomageren fra eccodalen i Bredebro går nedenom om hjem.

Og omvendt er den omtalte værnemager fra Bredebro nok også ligeglad med, om vi fortsætter med at gå i de mere eller mindre udtrådte Ecco sko.
DERIMOD vil han nok få tyndskide, hvis INGEN fremover vil købe NYE Ecco sko. Det vil gøre ondt. Ikke blot på hæmoriderne, men også på pengepungen. Så ka’ han lære det, værnemageren.

Selvfølgelig vil jeg være solidarisk med sanktionerne. Om ikke for andet, så for at vise værnemagerne, at det har sin pris at spille russisk roulette.
Jeg undlader gerne at købe nye Ecco sko.
Dertil må jeg nok ærligt tilføje, at jeg faktisk forventer, at krigen for længst er slut, når jeg får behov for nye sko. Ecco sko er robuste og gedigne, og min fremskredne alder taget i betragtning, så bliver fornyelsen af de nu berygtede sko næppe en nødvendighed.

Her til morgen tog jeg turen ud til postkassen iført hjemmesko, som jeg alligevel sikrede mig, ikke var Eccos produkt. Et gulnet mærke afslørede, at de var fra Mellemøsten, og indeholdt dele fra en afdød kamel.
Ud af morgentågen dukkede Severinsen med sin hund op. Hunden, der har det privilegium at må lægge sin lort hvor som helst uden påtale… fra hundens ejer.
Da hverken kommunevalg, Folketingets uduelighed eller klimaforvirringen er aktuelle emner længere, undgik jeg ikke at skulle aflægge morgenberetning om mit syn på krigen i Ukraine, flygtningestrømmen og de mange sanktioner.

Inden jeg fik taletid, lagde hunden sit overflødighedshorn af dugfriske tarmrester ved siden af postkassen.
Jeg ville egentligt have kommenteret det, men Severinsen var hurtigere. ”Det forgår, det er natur”, proklamerede han. Jeg vidste, det ville igangsætte en langvarig debat om det økologiske kredsløb, hvis jeg ikke lod lort være lort. Men fordi jeg kiggede nedad på lorten, fik jeg øje på Severinsens sko. Aha, to styk Ecco. Værnemager-sko!

I lighed med mine egne Ecco sko syntes Severinsens også at være fabrikeret årtier før Sovjetunionens endeligt, men det morede mig at påtale hans værnemagts-sko. Hans støtte til det russiske rædselsregime godt plantet på jorden lige foran mig. 2 x str. 45.

Her skete der så det uforudsigelige. Det sidste, jeg havde ventet.
Severinsen bukkede sig ned, tog begge sko af, og rakte dem til mig. ”Værsgo’, du må få dem. Gi’ dem til Røde Kors, så de kan sende dem ned til staklerne i Ukraine, der har mistet alt… tøj og sko. De her to brædder vil gøre gavn på et par fødder i kulden.”
Jeg tabte fuldstændig mælet (og lod det ligge, hvor det faldt).
Idioten havde taget sine Ecco sko af, og ville nu aflevere dem til Røde Kors. Bare sådan!
Jeg kiggede mig diskret omkring… i håb om at en psykiater ville komme forbi og hjælpe manden, der nu stod der på strømpefødder.
Men det var jo hjertevarmt af manden.

For at gøre en lang morgenandagt kort, så gik vi hver til sit lidt efter. Han hjemad på strømpefødder, jeg ind med hans Ecco-sko.
Sikke et hjertevarmt menneske, ham Severinsen… med lortehunden.

De takkede høfligt for skoene, jeg afleverede til Røde Kors her sidst på eftermiddagen. Flinke mennesker. Bød på en kop kakao, og fortalte om behovet og indsatsen.

Jeg havde det godt med, at en flygtning eller en overlevende i Ukraine nu kunne sætte sine iskolde fødder i et par varme kameluldstøfler fra Mellemøsten.
Og at JEG havde fået mig et par ekstra, solide havesko.