Vælg en side

Sure Jakob på “det skæve skib”

Jeg går ikke op i partipolitik.
Dybest set synes jeg, det er uværdigt med blokke i en forsamling, der er sat til at forvalte og styre en nation. Helt ærligt… dansk politik er blevet til laissez faire klædt ud i demokratiets fastelavnsdragt.

Det sejler. Det sejler som Carlsen på ”det skæve skib”.
Dansk politik sejler desværre med halvdelen af besætningen stående ved rælingen i venstre side af skibet, og den anden halvdel stående ved rælingen i højre side af samme skib. Kaptajnen har uheldigvis også stillet sig i den ene side…  frem for at være blevet midtskibs på broen.

Alle fartøjer til søs har rød lanterne til bagbord, og grøn lanterne til styrbord. Men når besætningen selv ser sig som farverige lanterner, får skibet let slagside. Rød besætning til bagbord, blå besætning til styrbord… og Gud hjælpe mig om ikke begge sider påstår at være grønne! Magen til farveblindhed skal man lede længe efter.

Intet skib ligger støt i rum sø med en besætning delt i to fiskekasser, hvor hver især vil sejle skibet på egne præmisser.
Det er heller ikke opgaven, kære besætning! Ikke set fra os borgeres side. Med det politiske lanterneorgie bliver sejlturen netop laissez faire… et skib, der driver rundt. Det danske Folketing i rollen som ”Den flyvende hollænder”.

Tænk hvis virkelige skibsbesætninger opførte sig som Folketingets besætning! Gi’ det en tanke. Titanic dukker op… ikke sandt?
Men sådan opfører vort lands så valgte besætning sig.
Den besætning, vi har sat til at sejle vores eneste skib i rum sø, tillader sig at være hinandens ballast ved hver sin ræling. ”Det skæve skib”.

Jeg skal ikke hænge nogen enkeltpersoner ud, men én af de skæve besætningsmedlemmer er åbenbart så sur og så langsomt opfattende, at han slet ikke burde være oppe på dækket.
Sure Jakob… matrosen, der er parat til mytteri i bytte for rollen som kaptajn på det skæve skib.
Hvordan dælen kan en mand surmule så meget? Hvis jeg kiggede i min tegnebog og fandt hans hyre, så ville smilet gå som en bredside på en fladfisk. Så ville jeg være ligeglad med rollen som kaptajn. Jeg ville være glad for bare at være med. Og så i øvrigt passe min opgave uden at stille med mig ved den ene ræling og lege Kloge Åge.

Sure Jakob… ja, jeg kalder ham ikke dum. Det er han nok ikke. Sådan målt ud fra en MR-scanning og vurderet af psykiaterne.
MEN åbenbart har han ikke forstand nok til at forstå, hvorfor forskellige corona-restriktioner er sat i værk. Og det trods for de mange virologers gentagne, meget tydelige og enkle forklaringer. Så enkle, at selv skolebørnene har forstået dem.

Sidst undrede sure Jakob sig over, at vi borgere skulle bestille bord, før vi troppede op ved restauranten og delte vores virus med de andre i køen.
Det havde alle forstået. Alle accepteret… om end med ærgrelse.
Vi havde da virkelig også fået begrundelsen gennem en saglig og faglig forklaring af de virologiske skærmtrolde. Virologik for burhøns.
Men ikke for sure Jakob.
Han forstod det ikke. Fattede det ikke. Manglede ganske enkelt evnen. Og for gang nummer tæt på én million surmulede han sit evindelige ”hellere se muligheder end begrænsninger”.
Her evnede han end ikke at se det paradoksale i sin egen parole.
Måske skulle han se sin egen mulighed for at lytte og forstå, hvad vi andre havde fattet. Måske ville det lette livet at begrænse sit eget surmuleri og jalousi.

Jeg har ikke noget imod sure Jakob som menneske.
Ikke noget imod, han kalder sig venstremand. Det sidste kan han ikke gøre for. Det er fars dna, der har bidt sig fast som en ondsindet tæge.
Men jeg har noget imod, at han stiller sig i den ene side af skibet og hyler som et tågehorn i klart vejr. Som om han ser muligheden for, at de mange vira skræmmes væk af hans sure opstød.
Som om, at han ser indsatsen mod andres død og sygdom som en irriterende begrænsning opfundet af besætningen ved den modsatte ræling.

Hold nu kæft, sure Jakob, og sejl skuden i fællesskab.
Ta’ alle mand og kvinder i hånden (husk at spritte af først), og drag så til midtskibs. Pas jeres opgave, kære politikere. Lad røde, grønne og blå lanterner hænge, hvor de hører til. Partipolitik er IKKE jeres opgave. Ikke en del af dét, der betyder at sejle og styre det danske skib i fællesskab.
Tværtimod. Det burde hedde én besætning, ét parti.

Min kære hustru dukker som vanlig op, og vil vide, hvad jeg brokker mig over.
”Jeg brokker mig ikke”, fastholder jeg i overensstemmelse med sandheden, som jeg ser den, og fortsætter: ”Jeg påpeger ret og vrang overfor de af mig og dig højt lønnede folkevalgte, der skal sejle Danmark uden slagside.”
Min formulering anså jeg for særdeles velanbragt, og forventede ikke yderlige indgriben fra min hustrus flanke.
”Hvilket af partierne skal så være det ene parti, besætningen består af?” spurgte kvindemennesket med et slet skjult smil.
Se, det er et af de spørgsmål, hvor hverken forskere eller menigmand kan ryste et utvetydigt svar ud af en kortærmet skjorte. Derfor er det et dumt spørgsmål, og kunne være stillet af de fleste unge journalister i dag.
Inden jeg fik lagt mine hjerneceller i fornuftig orden, fortsatte min hustru: ”Det dur vel ikke at lade danskerne stemme om det?”
Jeg kunne mærke adrenalinen flyde helt ud i tåspidserne, og knurrede forsigtigt: ”Det kan sagtens lade sig gøre, men det betinger, at man ikke lader traditionel og enerådende tankegang stå i vejen.”

”Muligheder frem for begrænsninger,” grinede hun og forsvandt ud i køkkenet.