Så bare en danskvand…

 Midt i en tid, hvor djævelen har forklædt sig som en karikatur af en russisk zar med røv i begge ender, synes hverdagens skærmydsler at være bagateller.
Det skulle for mit vedkommende dog lige være truslen om at skulle med min hustru i IKEA.
En skræmmende følelse af overgreb og komplet uoverskuelighed overvælder mig ved udsigten til den svenske bogstavkombination.
IKEA er for stort, det er forbrugervældets overflødighedshorn, det er de manglende skruer… og det er svensk.

I og for sig tænker jeg ikke over, at den svenske mastodont har slået rødder på dansk jord udelukkende for at suge næring fra nabolandets dankort. Og de få gange jeg har været ”indlagt” til en overlevelse i IKEA, har jeg heller ikke skænket svenskerne en tanke, da jeg kun har haft i hovedet, hvor hurtigt jeg kunne undvige bygningen.
Det sidste kan i sig selv være en udfordring, for er der en labyrint, man kan blive væk i, er det IKEA… trods et utal af pile, der for mit vedkommende et par gange blot har ført mig rundt i ring.
Hvad hvis der opstod brand? Hvad hvis man har blærebetændelse?
IKEAs labyrint er en dødsfælde… i første tilfælde. Et par våde underhylere i andet.

Da min hustru og jeg havde et par uopsættelige ærinder i Aalborg forleden, lå det lige til højrebenet, at der ”skulle lige hentes et par småting” i svenskerborgen syd for storbyens ragnarok af parkeringsumuligheder.
”Et par småting” betød heldigvis, at jeg ikke nødvendigvis skulle hives med rundt i svenskerborgens labyrint som en slave, der slæber sten til pyramiden. Jeg fik faktisk ”fripas”… kunne vente i bilen eller gå en tur i cafeteriet. Det sidste antydede ganske vist, at ”et par småting” alligevel kunne tage et stykke tid at få indsamlet.
Jeg valgte cafeteriet. Ikke mindst fordi klokken havde passeret frokost, og mit biologiske ur havde ringet i maveregionen.

Trods frokosttid var der heldigvis ikke mange, der havde fundet vej til det kulinariske flugtrum. Glimrende… fri for at stå i kø.
Jeg skridtede hurtigt forbi de udstillede kager, som tilsyneladende udgjorde langt størstedelen af det spiselige udvalg. Ud over dette sukkerreservoir øjnede jeg kun nogle tallerkener med blandet salat af anden etnisk herkomst nøje tildækket med plastfolie, så man var sikker på, at det ikke var frisklavet.
Jeg søgte forgæves at få øje på noget så almindeligt som smørrebrød… rugbrød med pålæg. Men nej… intet. INTET.
Efter diskene med det udstillede sukkerreservoir blev jeg via pæle og gummibånd dirigeret til venstre, og her ophørte alle ”live-produkterne”. I stedet blev jeg præsenteret for en række farveplancher med forskellige varme retter. Billedlotteri om dagens ret.
Jeg fortsatte forbi de varme retters galleri, men som frygtet fandt jeg ikke noget ”koldt bord” med smørrebrød.

En ung mand, som godt kunne være en af forårets kommende konfirmander, tilbød venligt sin hjælp. Umiddelbart virkede det ikke, som om han havde den mindste anelse om, hvad smørrebrød er, så jeg hjalp ham på vej med udtryk som rugbrød, smør, rullepølse, leverpostej, fiskefilét… og mere til.
Der var langt ind til det kulinariske leksikon i ungarbejderens hoved, men han havde dog fatteevne nok til at reagere på fiskefilét… og pegede på planchen med børnemenuens ”fiskefilét med pomfritter”.
Trods ungarbejderens danske ordforråd måtte vi ad omveje, før han kunne erklære, at de desværre ikke havde smørrebrød.
Jeg smilede et høfligt ”tak”, mens jeg vist nok mumlede et irriterende foredrag om dansk smørrebrød som en del af dansk kultur.

Jeg stillede mig udenfor caferiet og ventede på min hustru.
Som tiden gik, blev jeg klar over, at hun var fanget i pilelabyrintens karrusel, og at ”småtingene” sikkert var ved at udvikle sig til pyramiden alligevel.
Når man keder sig, får man ofte øje på noget, som kun ens underbevidsthed ellers opfatter. Jeg fik øje på cafeteriets menutavle. En stor lystavle med alt godt til maven… dog undtaget dansk smørrebrød.
Luskede hen til den, med øjnene rettet mod ”kolde retter”.
Skulle der trods ungarbejderens uvidenhed alligevel gemme sig et stykke med leverpostej?

Men nej:
Råkostsalat (V)… hvor jeg antog V som garant for det jeg selv kalder venstreorienteret mad.
Veggie hot dog wrap… hvad er wrap?
Vegetarisk cæsarsalatmed grøntsagsboller… Cæsar???
Klassisk cæsarsalat… åbenbart det samme, men en kylling har lagt bryst til i stedet for boller.
Rejemad med håndpillede rejer, solsikkerugbrød, skagenrøre, æg, cherrytomat og røde tangperler… Jamen her nævnes da rugbrød om end klonet med en solsikke. Til gengæld anede jeg ikke hvad skagenrøre var. Heller ikke tangperler.

Det med det klonede rugbrød fik mig tilbage til disken, hvor ungarbejderen kunne fremvise den famøse rejemad på en tallerken indhyllet i det plastfolie, som den halve verden forsøger at forbyde.

Det lignede en slags rejemad.
Slags… fordi rejer nok var den mindste bestanddel. Til gengæld var der langt en kopi af botanisk have ovenpå rejerne.
Under rejerne anedes et stykke svampeagtigt brød… totalt opblødt af saften fra de få rejer. Mere svamp end rug… kan jeg forsikre. Værsgo, 59 kroner.
Jeg funderede over, hvordan i al verden man kunne nå frem til 59 kroner.
Der var næppe rejer for en 20’er og den botaniske have under drivhuset svedte af kondensvand. Men for at nævne noget positivt: Brødet var helt sikkert ikke for tørt.
59 kroner.

Jeg takkede endnu engang for ingenting ud over fremvisningen af den såkaldte rejemad på svamp.
Tog igen opstilling ved menutavlen. Afventede min hustrus ankomst.

Jeg havde nok forventet en vis form for medfølelse over ikke at have fået frokost. Men nej nej.
Min jamren over manglen på ganske almindeligt dansk smørrebrød affødte blot en bemærkning om, at IKEA er svensk, og at svenskerne naturligvis ikke har dansk smørrebrød… men kjötboller.
Jeg måtte så korrigere det kloge kvindemenneske ved at påpege, at nationalretten kjötboller er erstattet af kugleformet grøntfoder.
Men jeg fik endnu engang en kort forelæsning om svensk mad… som i mine ører blev til kompot af Skånekost.

Vi kan da tage et stykke kage, foreslog hun. Helt uvidende om mine tarmes skrigen på fast rugbrød og pålæg.
Vi tog så turen langs disken med sukkerreservoiret. Hustruen vovede et stykke kage lidt større end en sukkerknald, lidt dyrere end et halvt kilo sukker hos købmanden.
Men ikke da om jeg ville støtte de svenske kokke med en eneste krone.
Vil du så ikke ha’ noget at drikke? foreslog hun.
Da fór en djævel i mig. (Det var ikke Putin)
Jeg stirrede ungarbejderen dybt i øjnene, og bad om en danskvand.
Han pegede hen mod glasmontren med sodavand. Du tar’ bare selv, sagde han venligt.
Jeg tog den selv. Gik tilbage til ham, pegede på kapslen og spurgte:
Du har vel ikke en svensknøgle til at lukke op med?

Knægten anede ikke, hvad en svensknøgle er.
Jeg følte det, som havde jeg slået Skåne, Halland og Blekinge i Maddysten.
Dansk humor fatter de bare ikke… de jäklar svenskere.

Midt i vores fortæring af kage og danskvand dukkede ungarbejderen op ved vores bord.
Han undskyldte forstyrrelsen, men fortalte glædestrålende i hvilken afdeling, jeg kunne finde en svensknøgle.