Vælg en side

Risret… serveret af Inger Støjberg

Et enkelt bogstav kan ændre et ord fra en uskyldig asiatisk spise til et overflødighedshorn af udgifter i det danske retssystem. Fra risret til rigsret! Værs’go… der er serveret!
Serveret en vanvittig regning til os stakkels i forvejen beskattede danskere. En regning, der efter sigende løber op i millioner af kroner. Kroner, du og jeg skal punge ud med. Endnu engang politikernes evindelige lyst til at plukke hår af en skaldet.
Hvorfor?
Hvorfor gøre en simpel sag til noget så kompliceret, at det skal tømme den slukne statskasse og dermed skatteydernes lommer? Rigsret?
Jeg henviser naturligvis til den kommende rigsretssag med Støjberg som den venstresnoede starlet i vidneskranken.
Rigsret!
Ta’ nu det ”g” ud af ordet og stik det op i Inger Støjberg. G-streng for dummies.

Jeg vrider mig i gyngestolen. Hvorfor skal jeg betale for Støjbergs kvindelist?
Jo jo, hun har muligvis kvajet sig, og overtrådt en eller flere paragraffer. Som minister.
Ikke smart, det medgiver jeg. Men ”humanum errare est”. Det eneste latin, jeg husker. Fordi det passer så fint på mig selv gennem årene.
Men som den lille Inger utallige gange har påpeget, så har hun jo handlet efter bedste etiske og moralske overbevisning. Har villet det menneskelige frem for den jura, man blindt klynger sig til. En samling lovord man til enhver tid kan grifle om, hvis det giver fornuft og mening og medmenneskelighed.

Så pyt da, om hun som minister viste sig som et mandfolk (undskyld til feministerne) og gav en ordre, der skulle følges. Havde det handlet om at forhindre en terrorhandling, så skal jeg da lige love for, at der ikke først skulle indkaldes til kaffemøde, så alle kunne få tid til at tjekke juraen i hoved og 180 grader modsat. Handling skal ind imellem respekteres.
Og den lille Inger, hun handlede. Og pist væk… hokus pokus ingen barnebrud. Eneste brud blev brud på grundloven… måske. Og måske ikke.

Nu er det pærelet at sidde på sin røv i Folkeingentinget og hyle:
”Rigsret rigsret rigsret”… med risiko for at pizzabuddet kommer cyklende med dagens ret fra Thailand.
Det koster ikke det enkelte medlem sit vederlag at klynge en kollega op i galgen. Men det er guf! Det er satan gale mig guf at kunne stække en minister. Enten fordi ministeren er fra et parti, man gerne ser stækket, eller fordi man i eget parti ser en kærkommen lejlighed til at komme den interne konkurrent til livs.
Virkelig guf.
Ikke at forglemme medierne, der igen som gribbe flyver savlende til Borgen.

Jeg ryster på hovedet. Det hænger heldigvis fast.
Men hele den rigsret er da hovedet under armen. Intet mindre. Og hvem skal betale? Mig… og alle I andre.
15 dommere og 15 politikere skal nu bruge halve eller hele år sammen med en flok jublende jurister til at tømme vores lommer for det sidste stykke lommeuld.
Hold kæft for en flok klaphatte. Tænk at forårsage dette spild. Tænk at sige ja til noget så totalt spild af landets penge. Det må være symbolet på hjernedødens år.
Dels kunne disse mange kloge mennesker gøre fyldest andetsteds i samfundet, dels kunne der ansættes mange varme hænder for udgifterne til dagens ret, der givetvis bliver til årets ret. Flere års ret?

Min hustru kommer ind i stuen. Spørger til mit helbred.
Ikke at jeg fejler noget, men måske håber hun, coronaen vil sende mig et par uger i isolation, så der er fred for mine grynt fra gyngestolen.
Jeg svarer blot, at hun ikke får råd til nye kjoler i år. Og næppe næste år. Nu skal vi spare op til lille Ingers tur i vridemaskinen.
”Ja, der bli’r røre i andedammen”, siger hun.
Jeg ved ikke hvorfor, men for mit indre blik (dét uden briller) ser jeg Inger i rollen som ”den grimme ælling”. Og samtidig ser jeg Jacob Ællingmann i rollen som kejseren uden klæder. Klædt af til skindet.

Min nabo banker på ruden. Han kigger altid ind. Det gamle udtryk ”Kig ind, når du kommer forbi”, kommer virkelig til sin ret i disse coronatider.
Han vinker, og vifter med et stykke kage. En øretæve fra bageren.
Øretæve… hold da op, det gi’r mening lige midt i mine refleksioner over rigets ret og vrang. Dét skulle hun ha’ haft… Støjberg. En øretæve. Sådan én på hovedet, at hun kunne høre englene synge. Gerne en af Bertel Haarders populære festsange.
En øretæve… og så færdig med den sag. Afviklet og afklapset for kun 15 kroner… uden 15 dommere og 15 politikere og utallet af jublende jurister.
Kun én bager.

På mange måder er verden meget enkel.