Vælg en side

Pelle alene i verden

Nej, det er ikke en stavefejl. Det er ikke Palle, det handler om.
Det ER Pelle. Trine Gadebergs fænomenale satirefigur, den lille 5-årige Pelle. Pelle, vi alle elsker. Og som pludselig blev smidt væk… ud til højre (eller venstre, alt efter politisk vaklen). Men i hvert fald væk. Væk fra YouTube.
Pelle alene i verden.
For når først YouTube lukker én ude, så ER man alene i verden. Fortabt udi ensomhed. En hurtig plads i ”de ukendtes grav”.

Pelle gik viral, og blev den måske mest sete satirefigur herhjemme siden nytårsaften. Befriende satire midt i coronakrigen. Og hvad skete så?

Af alle ulykker, så fjernede YouTubes ikke alt for begavede ledelse lille Pelle fra platformen, fordi… indholdet forbrød sig mod reglerne!
Forbrød sig mod reglerne???
Men ikke da om den selvsamme Tubeformede ledelse evnede at redegøre for, hvilke konkrete regler, den selv henviste til.
Måske slog evnerne ikke til. Måske kunne de ikke finde de konkrete regler, der åbenbart blev brudt så grueligt.
Men jeg spørger bare. Som så mange andre. Hvorfor skulle Pelle væk???

Jeg tænker på, om Tuberne er bange for at få deres røv i klaskehøjde i lighed med franske Charlie Hebdo, der som følge af nogle satiretegninger blev målskive for rabiate galninges vrede?
Nej, det lyder for langt ude. Way out… som danskere med hang til international specialklasse og navlepilleri udtrykker det.
Alt for langt ude.
Der ER ingen krænkelser i Pelles beretninger. Slet ingen. Ingen vold. Ingen opfordringer til utugt. Ingen ting. Hvis man ellers har hjerne til at forstå Pelles budskab.
Så hvad i alverden og mere til er Tuberne bange for???

Generelt er disse techgiganternes konger jo ikke kendt for at skride til handling, når der trædes på sagesløse mennesker på de digitale platforme.
Ikke en skid sker der, når piger får private nøgenbilleder lagt ud; når ondsindede typer mobber, så andres depression og selvmord står for døren; når racisme og sexisme trives, som var det Familie Journalens madsider. Ikke en skid sker der!

Men Pelle! Uha da da.
Han var for meget for Tuberne.

Jeg tvivler ikke på, at mange uforstandige danskere har harceleret over Pelle. Mod tåber kæmper selv guderne forgæves.
Men at YouTube og den ynkelige besætning bag platformen tolker egne regler som Fanden læser Biblen, dét er da betænkeligt. Og hvorfor egentligt lede efter en regel mod Pelle???
Pelle er vel ikke farlig?
IS-krigerne kommer næppe farende med krudt og kugler som dengang i Frankrig.
Og det muslimske cirkus, der i sin tid drev Jyllands Postens Kurt Westergaard rundt i manegen, fordi hans humor var nogle kognitive niveauer højere, klæder sig næppe på i hverken harnisk eller burka over Pelles barnlige verdensbillede.
Ej heller kommer Sofie Linde og hendes feministiske kavaleri ridende med samlingen af ældgamle lig i skabet, så der er heller ikke tændt op til sexistiske piskeslag til Tuberne fastspændt i gabestokken.
hvad er Tuberne bange for?

Jeg ved det ikke, men af uransagelige grunde har Tuberne valgt at tillade Pelle igen. Efter et par dages overvejelse.
Det er ikke usandsynligt, at Tuberne har brugt en stund på at analysere egne regler, som givetvis kan være så snørklede, at selv garvede jurister hiver sig i gråhåret over udueligheden. Måske har Tuberne alligevel ikke evnet at finde noget konkret, der kunne smide Pelle ”ud af børnehaven”.
Hvis de havde, var Tuberne vel ikke vendt på en tallerken?

Men måske… kun måske… kan det være, fordi Pelle sætter et spejl op foran en masse typer, vi alle genkender, og så får vi spejlbilledet serveret råt for usødet… præcis som var det disse typer selv, der stod på YouTubes talerstol. Hvert eneste udsagn og citat, som Pelle disker op med, er ordret fråde ud af munden på masser af typer, vi nok alle genkender. Hverdagsdanskere.
Disse typer bliver af åbenlyse grunde ikke selv krænkede, forargede eller vrede over deres egen adfærd, holdning og udtalelse. For de får ikke øje på deres eget primitive spejlbillede.
De kigger i spejlet med bind for øjnene og hovedet under armen.

KAN forklaringen på Pelles spark fra platformen være, at Tuberne faktisk selv kom til at se sig i spejlet? Selv fik boomerangen lige retur i fjæset?
Opdagede at, det nok er præmierende dumt at fjerne en satiresucces, mens man lukker øjnene for et fatalt misbrug, som tårner sig op overalt i på de digitale platforme.
Det er da en plausibel teori.

Jeg forstår godt, at Trine Gadeberg indgav en klage til Tuberne. Og i øvrigt slog på stortromme, så vi alle fik lejlighed til at danse med på trommedansen. Tak for det.
Om det var Trines tromme, der ændrede Tubernes syn på verden, eller det var Tubernes tur i spejlkabinettet, der gav dem chokket, vides ikke.

Men det har ført godt med sig.
Nu har Pelle noget nyt at kunne berette om. For han har hørt, at YouTube …………   nå, det skal nok komme fra ham selv. Det bli’r én af de pinlige.

Måske er det en god ide, hvis Tuberne tager vat i ørerne, næste gang Pelle tager ordet.
Og så i øvrigt tager bind for øjnene, for så er spejlet ikke så slemt.

Og hva’ med hovedet under armen?
Tja… vanens magt.