”Palle alene verden”… med Zelenskij som Palle

Der går ikke panik i en gammel rotte som mig, selvom russerne støver deres atomare isenkram af.
Men naturligvis kræver Putins trusler handling. Ikke blot hos det danske forsvar, men helt ned til den enkelte dansker.

Med handling mener jeg en effektiv indsats.
Det hjælper ikke at gøre sig til grin ved at stille sig op i hylekoret med alle dets bannere og farverige plakater… og protestere. Protestere mod Putin, russerne, krigen og alt dens uvæsen. Eller set mere positivt…  demonstrere sin medfølelse for krigens mål og ofre.

Gud fri mig vel.
Lige meget hvilken af de to intetsigende handlinger man vælger at spilde tiden med, hjælper det lige lidt. Det er kognitivt nonsens.

Hvem tror inderst inde, at Putin og hans tro væbnere bliver så forskrækket over hylekorets bannere og forbandelser, at han skynder sig hjem med alt sit skrammel?
Hvem tror inderst inde, at ukrainerne føler sig mere sikre og bedre beskyttede i deres kældre, når velmenende danskere ytrer deres medynk på gader og stræder herhjemme?
Hold nu kæft, kære danskere. Bogstaveligt talt. Og skrid til HANDLING.

Det HAR en hel del heldigvis gjort. Respekt.
Flygtningehjælp er vi gode til.
På et lidt højere plan har vi som nation da også lovet at sende lidt fyrværkeri over til de tilbageværende ukrainske mandfolk.
En pæn tanke. Måske med et vedhæftet, lille kort på hvert Stingermissil: Ønsker held og lykke.

Det får de godt nok også brug for.
Den ukrainske præsident Zelenskij har da også takket pænt for både det ene og det andet, MEN har dog ikke undladt at påpege følelsen af at være ALENE.
Det tror da pokker.
Her kommer et europæisk land og beder om hjælp. Hjælp til at forsvare sig mod denne tilsyneladende hjernedøde, tidligere KGB-agent, der nu forestiller sig et verdensherredømme med ham selv som zar.
Men ikke da om logebrødrene i NATO tør røre en finger.
Nej nej… ord må kunne gøre det. Og lidt fyrværkeri, hvis de enkelte lande selv tør sende lunter med.
Selv Kina, der kom først med fyrværkeri, nøjes med et par forsigtige ord.

Det ER så sølle, som det kan være. Alle vasker hænder. Ingen i NATO vil tage sin rustning på og drage i felten til tonerne af ”far far krigsmand”.
”Øh, Ukraine er jo ikke med i logen, så vi skal ikke hjælpe. Vi hjælper kun logebrødrene.”

Jeg ser for mig et hverdagseksempel.
Tre logebrødre kommer gående på fortovet. På modsatte side af gaden… på det andet fortov overfaldes en uskyldig mand. Han tæskes, sparkes og får knivstik. Grusomt overfald på en uskyldig medborger.
”Stakkels fyr,” siger den ene logebror. ”Synd han ikke er medlem af vores loge, for så ville vi gå over og hjælpe.”
”Enig,”
siger de to andre. ”Vi hjælper kun medlemmer af vores egen loge.”
Men de tre logebrødre standser dog og råber: ”Hold op, hold op. Gå hjem, du onde overfaldsmand.”
For at variere deres støtte lidt, flytter de et par meter hen ad fortovet. Her råber de igen: ”Det er synd for dig, der ligger på jorden. Vi føler med dig.”
Den ene logebror beslutter sig dog for en heroisk indsats… efter egen opfattelse. Han kaster sin lommekniv over til den overfaldne stakkel, der nu ligger i forhandlinger med Sct. Peter.
”Brug den her, så skal du nok klare dig!” råber den hjælpsomme logebror.

Pludselig lyder det fra overfaldsmanden: ”I skal ikke blande jer, for så SKYDER jeg!” Og han viser dem, at han har en skyder i lommen.
”Uha uha uha… så kan det jo gå os rivegalt,” lyder det i kor fra logebrødrene.

Hvordan episoden ender? Tja… det ved jeg ikke. Men det var synd for den stakkels mand, der nok har følt sig meget ALENE derovre på fortovet.

”Men hva’ gør du selv?” ved jeg, at mange nu vil spørge mig, velvidende at heller ikke JEG bryder mig om, at Putins pegefinger finder vej til ”den røde knap”.
Så hvad gør JEG?
Jeg handler! For pokker da, jeg handler.

I går udmålte jeg længde, bredde og dybde… ude i haven.
I dag er jeg begyndt at grave, og i morgen kommer betonblanderen.
I næste uge skal I fandme se beskyttelsesrum!
Bunkers langs vestkysten: Gå hjem og læg jer.
MIN bunker bliver anno 2022. Så kan han bare trykke på den røde knap, idioten derovre.

Min hustru kom ud for lidt siden.
”Pas nu på din ryg”, sagde hun. ”Sidst du udjævnede muldvarpeskud, lå du brak i en uge.”
Jeg vidste det. Jeg VIDSTE det. Kvinder ved ikke en skid om atomkrig.

Jeg blev stående alene med spaden. ALENE.
Lidt med samme følelse som han må ha’… ham Zelenskij.