Vælg en side

No Mink Today

Af Bloggeren fra Notre Dame



Så forsvandt endnu et dansk erhverv. Minkavlernes endeligt.
Ikke at forglemme selve minkenes endeligt, hvis død blev det forgangne års store mediehit.
Så stort, at minkene i stil med de største sceneoptrædende fik flere fremkaldelser. Nedgravning, opgravning, nedgravning. Et mediestunt uden lige. Tumult i verdensklasse. Fra Copenhagen Fur til Copenhagen Furore?

Et forvirrende cirkus, hvor den stakkels fødevareminister blev trukket rundt i manegen som en klovn i snor. Også han måtte se sit endeligt… heldigvis begrænset til ministerposten. Igen et mediestunt.
Og bedst som tumulten burde være på aftægt, trak det famøse cirkus intet mindre end statsministeren og hendes disciple ind i manegen. Kunne man nu få hende op på træhesten, så var der igen sendetid og penge i kassen til de savlende medier.
Fru Frederiksen er imidlertid ikke en kvinde, der sætter sig i sadlen, fordi pøblen og de kulørte hujer og skriger.
Som var hun uddannet på det kongelige teater fældede hun på kommando en tåre for åben skærm, og begræd minkavlernes endeligt. Medierne var på pletten, og krokodilletårerne flød i bedste sendetid.

Sympatien udeblev dog, og fru Frederiksen kom ud i stiv kuling fra en række partier, der forstod at puste og pruste og puste, som var det den store stygge ulv, der forsøgte at blæse grisenes hus omkuld.
Det var forventeligt, at de pustede sig op. Nu var der nemlig valgstemmer i minkavlerne til næste valg. Dét handlede det om. Ikke minkene. Ikke det forsvindende erhverv. Men valgstemmer.
Så forestillingen fortsætter. Det halve Folkeingenting i rollen som ”den hvide klovn” og fru Frederiksen i rollen som ”August… dummepeteren”. Mink væk, mink frem, mink flyt, mink ned, mink væk.

Det er lykkedes medierne at skabe et billede af et erhverv, der uden anden grund end truslen fra dødbringende virus er blevet afviklet. Tvunget væk fra fagenes fest. Følelserne er blevet sluppet ud i fri luft… helt uden fokus på CO2. Den ene reportage efter den anden har forsøgt at overbevise pøblen om, at ”nu går verden under”. De rige og fine, adelen og alverdens spidser kan ikke længere svøbe sig i pelse andre har gået i… om end indespærret i små bure.
Hvor synd. De kommer da til at fryse… de rige og fine.

Kun minkene blev vindere i dette cirkus.
De slap for en årelang indespærring og psykisk tortur, som ikke engang Nordkorea tilbyder deres fanger. Hellere døden end livet hos en minkavler… forestiller jeg mig, minkene tænke. Hvis de ku’ tænke. Det ved jeg ikke, om de kan. Jeg håber det ikke.

Jeg tvivler ikke på fru Frederiksens medfølelse (for minkene), men at hun ser farvellet til erhvervet som en national tragedie, tror jeg ikke.
Masser af erhverv er forsvundet over tid. Tiden har fjernet en del. Den tekniske udvikling har fjernet endnu flere. Sågar har en statsminister fjernet erhverv… tidligere. Helle Thorning-Schmidt mente ikke at jobbet som minister for by, bolig og landdistrikter var værd at beholde. Så væk med det erhverv. Nedlagt. Fjernet. Sådan. Endda uden hjælp fra dødbringende virus.
Det er tænkeligt, at den stakkels minister, der så sit erhverv forsvinde fra onsdag til torsdag, har hylet og jamret ligesom minkavlerne. Men øv… ham og hele styrken i ministeriet fik ikke plads i manegen, så cirkus kunne præsentere sølleheden og pylrehovederne. Næh, kammerat! På’en igen.
Og sådan kan jeg blive ved. Et utal af erhverv fra alle sektorer er væk i dag.
Spørg blot Ulla Dahlerup. Hun har skrevet en hel bog om disse erhverv, der ikke er her længere.
Jeg har læst den.

Nu kan hun så føje endnu et erhverv til listen.
Ynk… YNK. Tiden er kommet til minkenes fangevogtere og pelsjægerne i Kjøbenhavn.
Jeg giver min gyngestol et ekstra gyng. Lader tankerne gå til minkavlerne, der som så mange andre nu må omskoles eller ud at kigge efter et helt andet virke.
Hva’ med at blive fængselsbetjent?
Det lugter lidt af levende væsener indespærret i bure. Ja okay, de skal ikke slagtes, så andre kan gå i deres fangedragt sidenhen. Men alligevel… og det er ikke engang en omskoling. Blot en overflytning.

Jeg lader tankerne gå til de mange tomme minkhuse med bure. Hva’ med dem? Kunne de pakkes ned og bruges i flygtningelejre i lande, hvor kun indfødte er velkomne?
Sandholmlejren II, fristes jeg til at tænke. Men gør det ikke.

Måske kunne selve burene konverteres til burhønsene? Så får hønsene da mere plads. Lidt mere. Ganske vist med sædvanlig risiko for, at landmanden sætter flere høns ind pr. bur. Der er penge i det.
Men pyt… fuglene skal jo dø alligevel.
Jeg gi’r gyngestolen endnu et gyng… lidt voldsommere.

Hoooold nu kæft.
Tænk hvis Greta Thunberg havde stået for dyrevelfærd frem for klimaet! Væk med burhøns, tremmekalve, staldkvæg, fikserede svin, ørreddamme… og mink! Tænk hvis millioner af mennesker over hele kloden ville vade i demonstration mod dét.
Det vil selvfølgelig ikke forbedre klimaet, det forstår jeg godt.
Men vi ville sikkert få gladere dyr, hvis de alle var på friland, mens de lever for at dø for vores skyld.

Måske kan jeg lokke Greta til en tur mod mink… sådan world wide.
”No Mink Today”. Millionvis af demonstranter med skilte og bannere.
”No Mink Today”.
Og bagest i hoben af demonstranter ses fru Frederiksen, Magnus Heunicke og Søren Brostrøm… hver med sit skilt.
Fru Frederiksen med: ”Ned med minkene!”
Heunicke med: ”Op igen med minkene!”
Brostrømmen med: ”Sex er sundt!”