Morgenmænner

Her på vejen har de fleste mænd en del erfaring. Generelt. Det er mit udtryk for at oppebære en forholdsvis høj alder. Erfaring… på alle områder.

De fleste morgenduelige mænd på vejen møder denne årle morgenstund op i shorts… alle i kedelige farver grænsende til militærets normalfarve.

Kun en enkelt skiller sig ud… Steffen. Steffen er cykelnørd, og i farverigt lycra ser han sig selv som en slags lokal Tour de France deltager.” Den franske vaffel” kalder jeg ham, hvilket er en diskret hentydning til bagerens i øvrigt dyre franske vafler, der ikke har meget indhold ud over luft.

Steffen iler hurtigt forbi os andre, der selv under coronaen trodsede forsamlingsforbuddet og gerne stimlede sammen for at diskutere verdens undergang. Det er en tradition lørdag og søndag, hvis vejret tillader det. At forsamles… vi morgenmænner… på vejen.

Efter vores egen opfattelse kan vi fuldt ud erstatte både EU, Folketinget og resten af verdens unødige bureaukrati. Hos os opnås hurtigt konsensus. Enighed.

Det er ikke sådan, at Steffen ikke ser os. Ikke hilser.

Modsat Tour de France-rytterne giver han sig tid til at fokusere på sit publikum i vejsiden. Det sker, han stopper op. Kun let forpustet efter de 25 meter fra hjemmet. Udrustningen fejler intet. Hjelm og lycra. Vandflaske og pose med proteinstænger. Og en cykel til samme pris som Andersens brugte automobil.
Det er stort!
Det er illusionen om Tour de France til bageren 400 meter længere nede. Ned ad bakke. Men hjem igen… op ad bakke. Stigning på flere grader. Det er bjergetapen for mange af os andre.
Ikke Gerner. Han har el-cykel. Fordi han har sukkersyge, påstår han. Svært at se sammenhængen. Jeg kender da flere med sukkersyge, der ikke har el-cykel.

Det er Gerner, der fører ordet. Eller rettere ordene. En strid strøm af alt andet end velvalgte ord flyder ud af dværgens mund som skidt fra spædekalv. Intet giver mening… eller sammenhæng. Men han rammer alligevel plet. Rammer dét, der lige nu på denne lørdag morgenstund nødvendigvis MÅ vendes og drejes, fordi det tackles fuldstændigt forkert af… ja, af alle andre.

Naturligvis må Tour de France en tur i vridemaskinen. Alene det faktum at danskerne gør det godt dernede. I varmen. Derfor får temperaturerne en tur i vrideren. Alt fra gamle oplevelser på charterture i fordums tid med Spies eller præsten til klimaændringerne, der – som alle er enige om – overvejende skyldes den skøre teenagers autistiske hjerne.

Dernæst bliver det SAS, der lander på ”livets gang”.

Primært fordi vi alle kender nogle, som nu enten ikke kommer ud eller hjem… med SAS.

De fleste af os holder med piloterne. Og flymekanikerne. Det er jo dem, der konkret holder SAS i luften.

Ikke da om ledelsen eller aktionærerne har en skid med selve arbejdet at gøre. At flyve eller at få til at flyve. Nej nej… og atter slet ikke.

For aktionærerne handler det kun om at skovle penge ind på de andres indsats og arbejde. En slags naturlov… mener de selv, pengepugerne.

Og ledelsen… Gud fri mig vel… der ud fra devisen om ledelsesretten har taget røven på piloterne under coronaen. Usmageligt. Intet mindre.

En ”ledelsesret” som den under enevældet, da herremændene kunne skalte og valte med bønderne efter forgodtbefindende. Gud fri mig vel. Ledelsesret?

Hvad har ledelsen egentligt udrettet… ud over at skaffe luftfartens største kodyle underskud?

Ikke en skid. Det bedste ledelsen selv bryster sig af er, at erhvervslivets rejsende har kunnet optjene så mange bonuspoint, at næsten alle rejserne har været gratis! Godt gået, ledelse.

Godt gået… ned ad bakke af samme årsag, mine herrer.

Vi enes om fortsat at holde med piloterne. Piloterne, der allerede for måneder sider strakte hånden frem med et tilbud om en lønnedgang på op til 30% og rådighed trods ferie. Men nej nej… da.

Ledelsen ser helst, at det arbejdende folk er en flok frivillige i lighed med damerne i Røde Kors’ genbrugsbutikker.

SAS får i øvrigt nok brug for Røde Kors… efter det frie fald.

Man kunne forestille sig, at krigen i Ukraine nu ville have arbejdet sig op til en plads på dagsordenen på vej mod bageren.

Og ja… det har den. Men med sin egen snævre, vedkommende vinkel: Prisstigningerne på energi… og alverdens andre fornødenheder i øvrigt!

Og klart nok… vi kan jo worst case risikere at skulle gå fra hus og hjem (eller endnu værre: Tage lån i banken – hvis man overhovedet kan få lov). Eller må af med det ene automobil. Skære ned på ferie eller restaurantbesøgene. Eller… mindske dit og dat. Hold nu kæft.

Det tager da heller ikke denne lørdag morgen lang tid at enes om Putins omsiggribende vanvid.
Ingen af os forstår, at der ikke allerede har været en eller anden ”James Bond”, der har taget livet af den russiske galning. Sover CIA? Secret Service? Eller findes de også kun på film?

I lighed med nyhedsmedierne taler vi ikke mere om ukrainernes lidelser. Det er gammelt stof. Uden aktuel betydning i sommer.

Derimod kommer vi omkring det ubegribelige i, at EU står med åbne arme og byder Ukraine indenfor.
Ikke ligefrem i dag… men på sigt. Hvorfor??? Hvad skulle det hjælpe?

Måske har EU mere behov for Ukraine end Ukraine har behov for EU. Et kontingent mere i kassen skæpper jo godt i det bureaukratiske cirkus.

Ukraine har nok mere behov for NATO. Alt andet end at ende i et administrativt enevælde, hvor pengene brændes af hurtigere end klimaet kan nå at indstille sig på mængden af røg fra Bruxelles.

Det er NATO, der med dets mandskab og materiel, kan sætte Putin og hans røde marionetter på porten.

Over til Kina med idioten. Kina ser trods skæve øjne ikke skævt til russerne.

Måske kan de lave noget sammen. Fælles strækmarch hvad angår børnearbejde, styring af medierne, tvangsarbejde, manipulation, henrettelser og enevælde. Kommunismens rejsning… en kommunisme på Viagra.

I skøn enighed om EU’s fallit, NATOs muligheder som ingen tør gøre brug af, Ukraines krig i kulissen og energiprisens niveau, som følge af at moms og afgift er steget i samme takt uden nogen fornuftig forklaring, slutter dette emne… nu hvor bagerens butik er i sigte.

En kø af turister har taget opstilling foran butikken. Køen står nærmest stille. Ubevægelig. Som var det uden for en butik i Østtyskland for år tilbage. Eller Rusland i dag?

Skide turister. Tålmodige feriegæster. Intet hastværk.

De har god tid. Skal ikke nå et SAS-fly. Er ankommet i automobil. Camper. Bor på hotellet. Har hytte, feriehus… med pool.

De er revnende ligeglad med EU, NATO, Putin og energipriser.

De lever i nuet. Lalleglade. Ligeglade. Glade.

Eneste hastværk er at få morgenbrødet med hjem inden Tour de France går på.

Vi… morgenmænnerne… tager opstilling bagest i køen. Skide turister.

De fleste af os morgenmænner er pensionister… enten på fuld tid, al tid eller på prøve. Vi har egentlig god tid. Ligesom turisterne. Men vi brokker alligevel. Man er vel dansker.

Efter det obligatoriske punkt ”eventuelt” (tilladt small talk) når vi i næsten samlet flok frem til Poul Bagers disk, hvor forvirrede unge møer styrter rundt med utallige slags morgenbrød mellem hænderne… og i et forsøg på at gøre sig forståelig på flere sprog skaffer de os alle det daglige brød.

Jeg skæver skråt over til dagens aviser. De hænger på hylderne bag os. Forsiderne røber verdens gang, som VI allerede har afklaret. Nuvel… enkelte småting er gået vores næser forbi.

Pyt. Vi har forholdt os til det væsentligste. Konsensus.

Så sker det!

Andersen bemærker, at Poul Bager har sat morgenbasserne op med en krone!

EN KRONE?

I gamle dage ville bageren blive hevet ud på torvet og sat op på træhesten eller sat i gabestokken.

Røveri. Det er, hvad det er. At stjæle fra de fattige og give til… øh ham selv.

Vi siger dog ingenting. Vi tænker det bare.

Urimeligt. Unfair. En måde at gøre livet til et helvede for os, der har slidt og slæbt hele livet. Okay, jeg var skolelærer. Men alligevel.

Det ender jo med, vi må gå fra hus og hjem. Efterlade bilen… osv. Ligesom dem… øh i Ukraine.

Vi går tavse hjem.

Slæbende på poser med rundstykker, Skagensstykker, horn, håndværkere, birkes, stenovnsbrød, kernebrød, rugbrød, hanekamme, kanelsnegle… og morgenbasser.

Fire timer til Tour de France.