Vælg en side

Lugten af brændt socialdemokrat

Knap nok har danskerne formået at overleve en af verdens værste pandemier i nyere tid, før dele af befolkningens nok mindre begavede medlemmer tillader sig at protestere over de restriktioner, der har sikret de samme galninge en udsat dato for utidig begravelse.
Det er dog utroligt! Hvor dum kan man egentligt være?

Jeg har kun ringe ide om, hvordan disse menneskers hjerner er skruet forkert sammen. Men sket er sket. Vorherre burde i henhold til tidens trend stilles for en rigsret.

Som gammel overlærer forsøger jeg at sætte mig ind i disse galninges tankegang. Men jeg ser for mig kun en lang, tom tunnel. Et uendeligt vakuum. Jeg noterer mig, at det er en tankegang med mere gang end tanke.
Det forklarer selvfølgelig noget. Men berettiger det ikke.
Har man lov at være dum? Tja… joh… men der må være en grænse. Dertil og ikke længere.

Skulle jeg belære disse protestanter og demonstranter, ville jeg forsøge med et billede.
Bede dem forestille sig en flok forældre til børnehavebørn.
Se disse forældre gå i demonstration… i samlet flok… råbende og skrigende og hamrende på grydelåg, som var det krybdyrhjernens sidste forsøg på at promovere sig.
Se dem klandre de stakkels pædagoger for at holde børnene i hånden på vej over en trafikeret gade. Holde børnene i hånden!!! Jamen hvad Fanden er meningen?
Pædagogerne skal da ikke holde børnene i hånden! Det er ikke deres opgave at beskytte ungerne fra påkørsel, kvæstelse og død!
Nej nej… børnene må leve med risikoen. Ingen skal da udsætte børnene for restriktioner! At blive fastholdt! Blive låst!
Nej nej… livet er farligt, og børnene skal da have lov at lege frit på gaden mellem lastvognstog, vanvidsbilister og pizzabude. Som forældre til børnene må vi kræve, at pædagogerne ikke holder børnene i hånden. Ikke beskytter dem.
Sådan!
Ingen… og da slet ikke en socialdemokrat… skal forsøge at beskytte vores børn.

Gi’r det mon mening?
Gi’r det mon mening at servere dette billede for modstanderne mod restriktioner, der primært har til formål at nedlægge højst ét erhverv… bedemandsforretningen?

Hmm! ”Mod tåber kæmper selv guderne forgæves.”
Jeg ved ikke hvor jeg har citatet fra, men det passer glimrende på disse demonstranter.

Forstår disse modstandere slet ikke, hvordan verden fungerer? Har de intet lært?
Eller gør de sig blot klogere på tingenes tilstand, end de, der nu engang har det som viden, lærdom, kunnen og ekspertise?

Jeg prøver velmenende at sætte mig i modstanderens sted:
Jeg hører sundhedsstyrelsen, lægerne og hele den samlede, medicinske klogskab kundgøre, at en virus er farlig og dødelig for mig. Straks tænker jeg: Aha, det passer ikke. Det ved de ikke nok om. Jeg mener ikke denne virus er farlig. Og jeg handler derefter… thi jeg ved jo ikke blot bedre, men bedst. Færdigt arbejde.

Er det sådan modstandernes hjerner arbejder? Er det sådan forkrøllet, kognitivt vanvid omsætter sig til handlinger, der gør livet sværere for alle de andre danskere? Sværere for alle de, der forsøger at udsætte døden… eller i det mindste mindske belastningen på hospitalerne (og deres personale).

Jeg ved det ikke.
Men jeg ved, at disse galninge ikke bør gå frit omkring. Ikke gå rundt og råbe og skrige og hamre på grydelåg, alt mens deres spyt og fråde om kæften smitter vidt og bredt ud i samfundet.

UHA UHA… hov hov… de har RET til at demonstrere.
Nuvel… hvis lysten til demonstration er så stor, så bed demonstranterne forflytte sig til Hviderusland, Rusland eller Nordkorea. DER kan de så afprøve deres kognitive evner. Værs’go!
Og lad da endelig staten betale rejsen til disse lande. Ombord med galningene… og så afsted.
En gave til Putin og Lukasjenko og Rocketman derovre. En gave fra den danske stat.

Men… nå ja, grænserne er jo lukkede. Flyene afgår ikke.
De kan slet ikke kommer derover, demonstranterne.

Hva’ dælen er nu også det for noget?
Man kan sgu da ikke forhindre folk i at rejse! Vi har altid rejst. Verden rundt. Med Tjæreborg og Spies… og campingvogn.
JEG rejser hvert år sydpå. Ligesom trækfuglene. Bare på modsat årstid.
JEG har da ret… som menneske… til at rejse, hvorhen jeg vil. Når jeg vil. Jeg er skatteyder. Jeg er dansker.

Ingen skal bestemme, om jeg må rejse sydpå. Overhovedet ikke.
Ingen skal bestemme over mig.
Slet ikke en socialdemokrat.