Vælg en side

Langfredag til debat

Hold nu kæft.
Vi skal til det igen.

Det er ikke så mange år siden, at dele af den muslimske verden gik i spåner over Kurt Westergaards satiretegning af profeten Muhammed med bomben i turbanen.
Den tegning, som Jyllands Posten kunne se humoren i.
Den tegning, som det franske satiremagasin Charlie Hebdo lod de franske vafler more sig over.
Den tegning, som en fransk skolelærer brugte som eksempel på ytringsfriheden med mundbind.
Og dermed den tegning, som fik gale islamister til at jagte både Westergaard, Jyllands Posten, Charlie Hebdo og den franske skolelærer med terror, drab og ødelæggelse.

Det var dengang.
Vi skal til igen… frygter jeg.

For nu har danske Wulff og Morgenthaler begået et tilsvarende satirescoop.
Wulff og Morgenthalers årskalender kunne Langfredag morgenstund præsentere Guds søn, Jesus på korset… om end med en ganske anden baggrundshistorie end den kristne forestilling traditionen tro disker op med.

I d’ herrers verdensbillede hænger sønniken på korset som følge af vilde udskejelser ved sønnikens polterabend.
Om der er tale om hans polterabend før det påståede, kommende bryllup med Maria Magdalene, ligger hen i det uvisse. Denne uvidenhed deles fortsat med religionshistorikerne. Det er mennesker, der taler ud fra gætværk, da de af gode grunde ikke har noget at hænge hverken sønniken eller hatten på. De gætter på, at sønniken blev gift med Maria Magdelene… og at parret avlede børn. Guds børnebørn, må de så være. Wauv for en farfar at have.

Men den omtalte polterabend kan ifølge Wulff og Morgenthaler være den egentlige årsag til, at sønniken er sømmet fast til korset. Har de ret, har Wulff og Morgenthaler fat i en ikke uvæsentlig fejl i kristendommens fortælling om Jesus på korset.
Det er en vovelig påstand, men til Wulff og Morgenthalers forsvar kan man sige, at det plausible i deres teori ikke adskiller sig fra religionshistorikerne, og at bevisførelsen også hænger.

Ser vi bort fra religionshistorikernes konspirationsteorier og romantiske gætværk, er Morgenthalers tegning en klar parallel til Kurt Westergaards famøse streger.
Denne gang er det blot ikke islamisterne, der går amok. Islamisterne, og for så vidt vel alle muslimer, er flintrende ligeglade med satiretegninger af Jesus. For deres skyld kan vi lade ham have hovedrollen i en bizar pornofilm. De er ligeglade.
Og når Svikmøllen gør grin med den berømte tømrer fra Nazareth, ja så er det helt okay med muslimerne. De er ligeglade. De færreste læser Svikmøllen.

MEN… nu rejser de kristne sig i vrede!
Langfredagens kalendertegning! Hvilken hån! En fornærmelse af kristendommen! Gudsbespottelse! Blasfemi, intet mindre!
Nu skal Politikens Forlag brændes af.
Politikens Hus skal sprænges i luften.
Helst må der findes en gruppe kristne, våbenføre mænd og kvinder, der kan angribe forlagets ansatte… både på jobbet og hjemme.
Det blasfemiske makkerpar Wulff og Morgenhaler skal trues med Helvedes forgård og enkeltbilletten videre ind…  de kristnes svar på islamisternes ”fatwa”.
Både Wulffs og Morgenthalers familier skal vide sig usikre og føle sig, som er de bull’s eye på bodegaens dartskive.

Og nej… der skal ikke på statens regning bygges safe room til de to ugudelige spottefugle.
Lad dem stege i eget fedt på Webergrillen, når den kristne menighed slår døren ind med bispestaven som slagtøj.
Og i de vanhelliges hjemkommuner skal byvåbnet brændes af. Trampes på. Spyttes på. Alt mens de kristne danser rundt, hyler og skriger som løsslupne galninge fra de sindssyges mekka.
Der skal vises fotos af Wulff og af Morgenthaler, som de kristne nu for åben skærm kan sætte ild til, mens Nyhedernes Kaare Kvist mangler ord som spurven stum bag kvist.
Enhver boghandel, der som en respektløs ugerning og hån mod kristendommen har solgt denne årskalender, skal have terrortruslen hængende i luften. Bøger brænder godt! Jan Glæsels grillbøger allerbedst. Boghandlens ansatte skal skide tyndt af angst hver eneste dag fremover!
Og årets store bogmarked, hvor både Wulff, Morgenthaler og forsamlingsforbuddet er til grin, skal lide konstant under bombetruslen, ikke mindst takket være Kristeligt Dagblads støtteudgivelse af gør-det-selv-bogen ”Lav dit eget sprængstof” med forord af Anders Breivik.

Kristendommen er ramt! Hævn skal der til.
Her skal ikke ”vendes den anden kind til”.  Her skal i bedste islamiske stil rulle hoveder. Dog i mere overført betydning. (Bemærk forskellen på de to trosretninger)

Alt dette skal ske. Intet mindre.
For de kristne er krænkede. Sårede. Fornærmede. Ingen skal lave sjov med Guds søn. Eller påstå fejl i den kristne lære. Eller komme med pinlige bemærkninger om Marias tilkomne… og da slet ikke vennekredsen.
Langfredagens kalendertegning er ikke satire. Ikke humor. Det er HÅN.
Mon ikke de kristne tænker, at det kan selv den mest fanatiske islamist da forstå.

Nå… men nu skal kristne trusler og moralsk fordærv ikke ødelægge fredagen.
Vi ta’r debatten over påskefrokosten.
Så får vi klaret kristendommen, islam, Wulff og Morgenthaler, Jeppe Kofødders 19 børn i Syrien, AstraZenecaen, el-bilens indtogsmarch, Venstres undergang og Limfjordsforbindingen til Egholm.
Den kristne ”fatwa” får nok en ekstra dram. Og én til. Det er så dansk.

Vi bli’r mange. De to oldinge fra Lemvig (hvis de kan finde vej), halvtyskerne fra Tønder, onkel Svend og hende thailænderen, han nok har købt, Ingvar og Alice og deres ADHD unger og… som vanlig det faste påskeslæng, jeg sidder i bestyrelse med.
Vi holder lav profil. Det er så dansk.
Spritter af, udvortes og indvortes.

Langfredag. Skal vi så have flaget på halv?
Nej, vi lader være. Sidste år ringede flere fra kvarteret og kondolerede med hvem det nu måtte være, vi havde mistet.
Selv Ahmed og hans hustru, der altid er indhyllet i et villatelt, bankede på sidste år. De bor længere nede ad vejen. Er fra … et eller andet sted sydpå. Jeg troede først, de kom for at brænde flaget af, men de ville blot kondolere.

Nej, intet flag i år.
Jeg ved, det ærgrer Gerner, min genbo. Han er yderst kristen.
Men nu får han jo travlt… sammen med de andre kristne disciple.
Jeg smed Wulff og Morgenthaler over i hans postkasse.