HOLD STILLE… SÅ KOMMER JEG OG ÆDER DIG

Kryptiske sammensætninger af cifre og bogstaver som IOS 12.5.5 og IOS 15.2.1 giver ikke den store mening i mit hoved. Da slet ikke når de uventet synes at være årsag til, at jeg ikke kan parkere mit automobil.

Mystikken tog sit udgangspunkt forleden, da jeg skulle i teatret i Horsens.
Turen på motorvejen fra det nordjyske fulgte skæbnens sædvanlige færdselsregler med ulykker i både sydgående og nordgående retning, og deraf følgende køer på mange kilometer, mens beredskabet dels forsøgte at komme frem gennem bilparkens kaos, dels havde travlt med at rydde op efter kødhovederne, der ikke havde evnet at holde passende afstand eller køre knap så hurtigt.
Min fremskredne alder havde heldigvis bidraget til en vis erfaring, når det gælder lange strækninger på motorvejen. Giv dig god tid! Læg gerne mindst en halv time til den berammede tid fra Krak.
Krak… der i øvrigt slet ikke tager højde for, at vi er en del fornuftige trafikanter, der ikke jager derudad med den absolut højeste tilladte fart.
Der er en grund til, vi har opnået vores høje alder.

Til mit held var uheldet i sydgående retning ikke værre end en forsinkelse på godt 20 minutter.
Det synes ikke at være lang tid, men i min alder kan blæren godt være af en anden opfattelse, og melde ”tid til tømning” uanset hvor den rent trafikalt har taget ufrivilligt ophold.
Der er noget paradoksalt i, at man ikke må stå ud og tisse i nødsporet. Det hedder jo ”at forrette sin nødtørft”.
Men det må man altså ikke. Så hellere forblive i automobilet og risikere en sprængt blære, så endnu en ambulance eller akutlægebil skal bane sig vej gennem det trafikale kaos.

Jeg nåede det forjættede Horsens centrum 10 minutter før en aftalt bordbestilling på en restaurant nær teatret. God tid. Tid til at nyde en middag sammen med min datter, der ville støde til sydfra.
For hende ville udfordringen ikke være kødannelser på motorvejen, det ville mere være risikoen for nedbrud af sin egen søllehed… et godt brugt automobil.
Hun kom heldigvis frem.

Ét er at finde en parkeringsplads sådan rent arealmæssigt. Noget andet er at få LOV at parkere.
Det skulle vise sig at blive en udfordring… uden umiddelbar løsning. Takket være de mystiske IOS cifre.
En tur rundt i Horsens efter et sted at parkere uden betaling viste sig at være en umulighed. Minutterne spænede af sted, og mit ”god tid” var blevet til spildtid.

EasyPark havde annekteret ethvert tænkeligt antal kvadratmeter til parkering mod web-betaling.
Et for mig ukendt begreb.
Dels kommer jeg fra et område, hvor man generelt betaler for at køre for hurtigt, ikke for at holde stille. Dels var jeg kun bekendt med betaling via en kortautomat, der spytter en lille seddel ud, som man anbringer synligt ved forruden.
Web-betaling? Ingen anelse.
Efter endnu en tur rundt efter enten en gratis matrikel eller til låns gennem en kortautomat måtte jeg give op.
Det fandtes ikke.

Jeg mødtes med min datter. Hun havde fået parkeret sin søllehed af ”godt brugt” ved hjælp af denne web-betaling til EasyPark.
”Du skal bare…” forklarede vidunderbarnet, der er vokset op med den digitale katastrofe. Og jeg fik et lynkursus i begrebet ”download en app”. Men så let gik det ikke.
Efter grundig undervisning og støtte til specialklassens veteran endte vi med, at min mobil forlangte en adgangskode til Apple.
En adgangskode til Apple??? Hvad var det? Hvor gemmer sådan én sig? Har jeg én?
De næste minutter gik med at forsøge sig med de kendte koder, mit hoved havde på lager. Men ingen var åbenbart brugbare hos det omtalte æble.
Så gik der en stund med ”glemt adgangskode”, tast e-mail, tast mobilnummer, ”glemt adgangskode” igen, tast ny kode, tast dit, tast dat… og for Gud ved hvilken gang ”fejl i adgangskode”.
Intet ville lykkes. Og tiden gik… med risiko for, at restaurantens bord blev udlovet til anden side.
Vi forsøgte os gennem min datters mobil, men EasyPark magtede kun én nummerplade.
Ja, hvem forestiller sig også, at man ankommer med to automobiler?
Ergo… ingen chance for at komme af med mit automobil i Horsens. Jeg så for mig, at både middag og teaterforestilling ville blive uden mig.

Jeg sendte min datter hen til restauranten. Imens gassede jeg vredt op, og som var jeg deltager i en biljagt i bedste James Bond stil, fræsede jeg rundt i nærliggende sidegader. Et eller andet sted måtte der for Fanden da være en plet, hvor en mindre Toyota kunne sættes i bås et par timer… gratis.
Jeg passerede, hvad jeg tror var et plejehjem, og DER rullede en lille hjemmeplejebil ud fra en ussel bitte bås, hvor ingen skilte omtalte EasyParks røveriafdeling.
Aha, tænkte jeg. Min lille Toyota kan godt minde om en lille hjemmeplejebil. Og så efterlod jeg den i den lille bås.
Der hvilede den sig, mens jeg nød en hurtig rest af restaurantens servering og den efterfølgende teaterforestilling.

Da jeg sagde farvel til min datter, hvor hun havde parkeret, oplevede jeg endnu engang hvordan EasyPark evnede at hæve mit blodtryk til noget nært faretruende niveau for fortsat overlevelse.
Hendes app afslørede, at automobilets ophold beløb sig til næsten 75 kroner! For at holde stille en hverdagsaften!!!
Jeg overvejede et sekund at anmelde EasyPark for røveri, men lod være. Min datter så ud som om det var helt normalt at stjæle folks penge hernede sydpå.
Vi tog afsked, og jeg vandrede ad sidegaderne til plejehjemmet, hvor mit automobil stod opmagasineret uden EasyParks vidende.
Det stod urørt. Uden ”hilsen” fra hverken politi eller plejehjemmets beboere.
Succesfølelse!
Trods bøvlet føltes det godt at have sparet 75 kroner. Selvom jeg muligvis tidligere på aftenen havde brændt for 50 kroner brændstof af i jagten på plejehjemmets bås.

Dagen efter ville min digitalkloge hustru hjælpe mig med download af omtalte app, så jeg ikke fremover stod i den pinlige situation. Efter hendes mening var det ”no problem” at downloade den berømte app fra EasyPark.
Jeg var fortrøstningsfuld…  lidt for tidlig.

Vi måtte til det igen. ”Glemt adgangskode”, tast e-mail, tast mobilnummer, ”glemt adgangskode” igen, tast ny kode, tast dit, tast dat… og nok engang gang ”fejl i adgangskode”, ”forkert Apple ID”.
Timer senere var det lykkedes mig at finde nogle papirer fra dengang min mobil blev købt. Og heri gemte der sig en ”Apple adgangskode”. Havde aldrig set den før. Men den var der.
Jeg var fortrøstningsfuld igen… lidt for tidlig… igen.
Min digitalkloge hustru kastede sig atter over opgaven, og med koden parat var vejen til EasyPark banet.
Troede jeg… og hun også.
Først måtte jeg igen igennem en hævning af mit normale blodtryk, idet jeg konstaterede at omtalte app ikke var gratis!
Nej selvfølgelig var den ikke gratis! Jeg burde have gættet det! EasyParks røveriafdeling havde ikke blot sat sin flade røv på matriklerne, men også på app’en, der gjorde det hele muligt!
Godt jeg ikke var koblet til vores blodtryksmåler. Det ville have kostet en ny.

Men endelig… på trods af den kommende udgift for app’en gik alt igennem… lige indtil ”Installér”.
Havde en blodprop sat sig et sted i mine årer, ville den i samme sekund være blevet SKUDT videre i systemet og sendt ud sammen med ord, der end ikke står i slang-ordbogen. Og heller ikke kan googles.
”Kan ikke installere. Opgrader til IOS 15.2.1”

IOS 15.2.1???  Hvad var nu dét???

Digitalvidunderet ved min side tjekkede sig frem til et eller andet sted på mobilen, hvor IOS’erne åbenbart skjuler sig. Og kunne oplyse, at mit telefonapparat kun magter IOS 12.5.5 og ikke kan opgradere til højere.
Det krypterede mysterium af cifre og bogstaver sagde mig intet, men jeg fornemmede, at der var noget min mobil ikke var i stand til… rent teknisk.
For gammel. Ligesom mig.

Jeg ringede til min datter. Tænk, min mobil KAN faktisk bruges som telefon… endnu.
Forklarede hende det med IOS og de mange cifre.
Det gav åbenbart mening i den unge kvindes hoved. Til lykke med dét.

Det trøstede mig, at det ikke ville hjælpe at opgradere mig selv. Det ER mobilen, der er blevet for gammel. Ikke mig.

Jeg nægter at investere en krone i en ny mobil, blot for at kunne parkere.
Jeg HAR luret EasyParks næste træk.
I lighed med taxa vil de pålægge os en startafgift. Så snart vi efter en parkering sætter os ind, skal vi webbe et beløb til startafgift… ellers risikerer vi et kontrolgebyr på 750 kroner.

Var det ikke bedre, at EasyPark skiftede navn til Jurassic Park?
Der æder uhyrerne også de stakkels mennesker, når de holder stille.