GLANSBILLEDER

Selvom der er fordele ved det digitale, sociale ragnarok, så går det vigtigste desværre tabt.
I sig selv er det et kedeligt paradoks, at netop eksplosionen af sociale medier er årsagen til flere og flere sociale udfordringer som ensomhed, mobning, krænkelser, angst og ja… en liste så lang som antal blade på en standard toiletrulle.

Alene dét vanvid at have såkaldte ”følgere og venner”.
Gud fri mig vel for en flok skulderklappere og digigale pennevenner.
ER de der, når du skal have hjælp? Låne en skilling? Have trøst? En skulder at græde ud ved?
Nej, gu’ er de ej.
De aner ikke hvem, du er. De kender kun dit glansbillede med illusionen om det perfekte… den perfekte familie, den attraktive krop, den bedste diæt, den rette mode, den selviske selfie, de obligatoriske fotos af dagens ret og bla bla bla.
Rend mig for et stykke arrangeret teater!
Det er glansbilleder.
Glansbilleder… lagt ud eller op i den tro, at når andre oplever illusionen på Instagram, Facebook eller den digitale kravlegård Snapsnot, så sker miraklet i virkeligheden.
BULLSHIT.

I gamle dage… og her taler jeg om mit eget forholdsvis korte abonnement på et jordisk ophold… var det positivt anderledes.
Når nogen var på ferie… langt borte eller knapt så langt borte, hvilket var underordnet dengang, thi der var ikke prestige i at lægge afstand til ens egen hjemegn… så modtog man et personligt, håndskrevet postkort. En personlig hilsen fra og til.
I reglen blot en kort information om, at den ferierende var i live, havde det godt og til slut en kort oplysning om vejret på feriestedet. Var postkortet sendt til forældrene, sluttede det gerne med ”send flere penge, tak.”

Men VI modtog ikke en arrangeret billedserie af maden, der blev indtaget. Ej heller en stribe af billeder med den ferierende i selvisk positur foran det ene eller det andet i forvejen kendte ikon.

Det handlede slet ikke om vise ”følgere og venner” hvor fantastisk og jetset-look-alike en ferie, man havde råd til at holde. Man var der bare.
Og ud over postkortet havde alle fred og ro… både den rejsende og de efterladte hjemme på fødegården. Ingen fik stress… af ferien. Eller af at skulle læse om andres ferie… og huske at ”like” eller komme med de forventede kommentarer til glansbilledet.
Fred og ro i begge lejre. No stress.

Når så den eller de rejsende kom hjem igen, var proceduren ganske forudsigelig.
Det på ferien medbragte fotografiapparat havde skam været i brug, og de medbragte ruller film af mærket Kodak eller Agfa blev nu sendt til fremkaldelse ved den lokale fotohandler, således ferieturen trods alt KUNNE dokumenteres i de mest elendige farver og ude-af-fokus-fotos. En lysbilledserie på måske 30 eller 50 styk… hvoraf de fleste langt fra repræsenterede den mindste form for kvalitet.
Men ingen blev kasseret. Ejeren var altid begejstret for selv det mest ukendelige foto.
Det kaldte vi glæde 😊

Når filmrullerne kom hjem i fremkaldt stand, gik der flere aftener med at klippe de enkelte positiver ud og sætte dem i diasrammer. Hvert andet foto spejlvendt… ikke med vilje, men typisk.
Derpå hele diasserien ned i en dertil indkøbt kassette, som kunne indføres i lysbilledprojektoren, der… hvis stuen blev mørkelagt… kunne kaste de elendige billeder op på et stort lærred i den anden ende af stuen, så de falske farver og ude-af-fokus fotos blev hundred gange tydeligt utydeligere.
Hjemmebiograf… med kaffe og småkager.

Den yngre del af befolkningen vil i dag nok trække på smilebåndet af dette hedengangne optrin, MEN… kære venner (og her medregnes ikke dem fra Facebook)… der skete så dét, der mangler i dag!
Dét, som dengang blev til det positive, sociale aspekt: Nærværet. Sammenkomsten.

Familie, venner, bekendte og kolleger blev inviteret til lysbilledaften.
Foredraget var altid en morsom oplevelse, for der var som oftest to uenige fortællere om hvert eneste dias. Manden og konen… som kun i yderst sjældne tilfælde var enige om både tid, sted og begivenhed, og ikke mindst hvem de andre på billedet var.
Det var et formidabelt show. Hver gang. Uden dyr entrebillet.
Morsomt, skævt og skørt, og absolut intetsigende. Spejlvendte dias. Dias på hovedet. Dias på højkant. Dias, der satte sig fast i apparatet. Pæren, der sprang.
Det var så typisk og forudsigeligt… og ligegyldigt rent billedmæssigt.
Set i bakspejlet var det et elendigt totalteater… men uhyre morsomt OG socialt. Socialt, sagde han!

For hulen da, hvor var det hyggeligt.
Det var samvær. Hygge, grin, kaffe, småkager og elendige, ligegyldige billeder. En fælles oplevelse.
Det sociale var i højsædet. Her KOM følgerne, vennerne. Vi frydede os sammen.
Og modsat nutidens glansbilleder, som de fleste alligevel ikke når at se, før de igen forsvinder fra nettet, så blev vi tvunget til at se resultatet af ”århundredets ferie”… igen i år.

Og det VAR virkelig alt andet end glansbilleder… dengang.
Det var et ærligt optog af elendigheder, fejltrin, dumheder, skævheder, morgensurhed, ingen make-up… alt sammen fortalt med en selvironisk talen-i-munden-på-hinanden til stor moro for den indbudte tilskuerskare.
Selve diasforestillingen var som nævnt ren spildtid. Men den var samlingspunktet. DEN kunne samle ”følgere og venner”… og ingen af os kunne undslå deltagelse ved blot at ”like” med en tommelfinger, et hjerte eller et andet ikon med formål at slippe for at bruge tid på en gennemtænkt kommentar.

Jeg tager ikke selv fotos, når jeg ferierer. Jeg er faktisk i stand til at HUSKE, hvor jeg var og hvad jeg oplevede. Jeg er fri for at bruge tid på at tage billeder.
Man tror, det er løgn… men jeg kender mennesker, der ikke fik taget ”billedet on location”, og derfor kører tilbage dagen efter for at forevige dét, de allerede har set, har oplevet og helt sikkert er i stand til at huske.
Jeg er heldigvis fri for at køre tilbage. Jeg kan… trods alderen… godt huske, jeg var der. Og JEG behøver ikke dele min hukommelse med min omverden.

Billeder lyver ikke… hed det sig i gamle dage. Det gjorde de i hvert fald heller ikke, når min egen familie eller omgangskreds kaldte ind til diasforestillingen. Her var ingen ”glansbilleder”.
Det var kaos, pinligheder og grimrianer på stribe. Det var verden, som den var. Uden photoshop, opstillinger, selvportrætter og videre i den dur… eller mol, om man vil. Det var ærligt.

Det der er mors patter, som de hænger, da hun tabte brystholderen…
Der tisser far bag forteltet, men se hvordan naboerne i campingvognen glor på…
Her koger bilen over… og ham der, er mekanikeren, der tog røven på os…
Her er maden brændt på… igen
Og det der… se lige… to unge, der knepper ude i vandet…
Her har lille Poul lige brækket sig på sædet…
Der skændes far med tolderen og kalder ham perker…
Her løslades far…
Og der er vi så hjemme igen… kæft hvor ser vi bare udslidte ud, hva’…

Mere kaffe?