FRA NEM ID… TIL IKKE NEM

Jeg er klar over, at jeg ikke er den eneste, der måtte omkring Borgerservice for at være med på den digitale ”lemmingernes vandring”.
Ingen havde lovet at overgangen fra Nem ID til Mit ID skulle være nemt.
Derfor havde myndighederne bag det katastrofale cirkus da også givet overgangen en lang tidsfrist… mente de selv, mens de tog bad i egen begejstring over deres digitale påfund.
Forregnet sig… havde de dog, de naive sjæle.
En fjerdedel af danskernes mobiltelefoner kunne slet ikke klare denne rejse ind i fremtiden. Enten kunne mobilen ikke scanne det pasbillede, der åbenbart betinger, at man kan færdes i det digitale univers, eller også kunne mobilen slet magte den opdatering, hele indmaden i apparatet er afhængig af.
Netop der var kæden hoppet af.

Det kunne jeg godt have fortalt de selvkloge hoveder på forhånd.
Min egen mobil kan slet ikke disse mange ting, som de nyeste kan. Der er masser af de såkaldte apps, min mobil giver op overfor. Den er år bagud, når det gælder opdateringer. Men værre er: Den KAN slet ikke opdatere!
Så hjælper det ikke meget, at jeg gang på gang får oplyst, at det kræver IOS dit og dat for at kunne opdatere til IOS endnu mere dit og dat.
Det er jo hovedet under armen!
Min mobil er ikke gearet til at opdatere til den opdatering, der skal til for at mobilen kan fungere! Hvem fanden sælger sådan noget udueligt isenkram? Eller måske nærmere: Hvem fanden finder på, at den skal KUNNE opdatere noget for at fungere til dét, jeg regner med at have betalt for, da jeg købte den?

Jeg aflagde Borgerservice et besøg, nu da jeg var i omegnen.
Det fik jeg ikke megen service ud af. I stedet kunne jeg digitalt bestille en tid, så jeg kunne komme igen om flere uger. FLERE UGER? Nu stod jeg jo her… hos Borgerservice, hvor der ud over mig kun sad et par mørklødede personer, som jeg antog kunne være mulige terrorister. Men kun mulige.
Hvorfor sad kun de to personer der? Var alle andre flygtet… inden selvmordsbomberne gik af? Personalet i Borgerservice ligeså? Eller var alle til frokost?
Kun receptionisten, der fortalte at jeg skulle bestille tid, var beviset på, at der var overlevende til stede.
Jeg forsøgte at overbevise den unge receptionist (muligvis en praktikant fra 8. klasse) om, at vi var kun tre borgere til stede, og afdelingen havde jo mere end 25 ansatte. Så hvorfor???
Ungmøen afspillede samme plade som før, nærmest som en indtalt telefonsvarer, og jeg konstaterede hurtigt, at her var næppe chance for at opnå kognitiv kontakt. Hun levede i den grad op til blondinestilen… sagt uden at generalisere.

Fjorten dage senere… efter at det lykkedes mig at bestille tid over mobilen. Og efter at være blevet logget af flere gange.
Tidsbestillingsmulighederne var i øvrigt en traumatisk forestilling. Som jeg læste det, ville kun arbejdsløse og pensionister have chance for at få en tid uden at tage fri eller holde ferie. Åbningstiden begrænsede sig til almen åbent fra 10 – 16 på hverdage, dog lukket mandag. Og fredag kun åbent til kl. 12. Weekends lukket.
Man skulle være offentligt ansat.
Ergo ville de fleste almindelige erhvervsaktive have vanskeligt ved at se, hvornår der kunne afses tid til en bestilt tid.

Tilbage til mig… hos Borgerservicen (efter aftale).
Ud over det eksakte klokkeslæt 11.40 var jeg blevet beordret til IKKE at møde før 5 minutter inden 11.40. For sent måtte jeg heller ikke komme, for så gik tiden til en anden stakkels borger.
Ikke siden min soldatertid har jeg oplevet slige ordrer om mødetid. Gad nok vide, hvilken disciplinærstraf man kunne se frem til, hvis man dristede sig til mød 6 minutter før tid?

Well well, jeg kørte til gerningsstedet i god tid. Tog højde for vejarbejde, hastighedskontrol, ulykker og kvæg på hovedvejen. Nåede frem til Borgerservices parkering 10 minutter før beordret ankomst.
Jeg havde på forhånd også taget højde for udfordringen i at finde en parkeringsbås. Nu havde jeg 5 minutter til at parkere, og 5 minutter til at ankomme inden for rammeordren.
Der var ikke et øje!
Kun mig og mit automobil.
Jeg parkerede nærmest indgangen. Kunne nå glasdøren på under et halvt minut. Jeg ville ”ta’ røven” på Borgerservicet… fare ind præcis få sekunder før 11.40 og nå skranken med skrankepaven (blondinen fra 8.) præcis når deres elektroniske vægur skiftede til 11.40.

Jeg valgte at lytte til lidt musik i bilradioen… de få minutter op til angrebet.
Jeg fulgte nøje med i bilurets røde, skiftende tal.
11.38 viste det nu.
Ved et tilfælde rettede jeg på mit skjorteærme og fik øje på mit armbåndsur. 11.39!
Jeg vil ikke sige, panikken greb mig. Men jeg blev klar over, at årets første møde med ekstremsport var kommet. Hvilket ur passede?
Jeg handlede hurtigt… ikke nøgternt… men hurtigt. Frem med mobilen og tjekke tiden der.
Alle apparater kræver strøm, hvis de ikke drives af en motor. Min mobil har ingen motor, og de elendige batterier, asiaterne fylder i deres isenkram, holder lige så lidt strøm som en vindmølle i stille vejr. Total mørk skærm. Tiden var forsvundet ind i et sort hul.
Jeg følte selv, at jeg i et splitsekund var på vej ind i et af universets sorte ormehuller.

Jeg valgte at følge armbåndsuret. Bilens isenkram er også asiatisk.
Jeg sprang ud af automobilet, og som en gazelle i medvind spænede jeg mod døren, som jeg nåede et par sekunder før tid.
”Brug døren ved sideindgang og tryk på knappen”, stod der på en gul seddel på døren.
Shit! Det ville tage et sekund at komme rundt om hjørnet, få trykket og nå ind… fra en ukendt side.
Jeg valgte at risikere et hjertestop, og fræsede rundt om hjørnet. Hamrede knappen i bund, flåede døren op og satte i spring mod skranken.
”Jeg har en tid nu!” meldte jeg højlydt til den blondine, der ikke var til stede. Ikke et øje var i syne.
Heller ikke nogen mørklødede med mulige bomber. Ingen.
Jeg knaldede hånden i skranken og brølede: Hallo, er her nogen?
Henne fra enden af den lange gang lød et forsigtigt: De er vist til frokost.
Jeg noterede mig en rengøringsassistent på en trappestige. Det nu eneste vidne til min præcise ankomst.
Det er dælme løgn, tænkte jeg højt nok til at akrobaten på stigen kunne ane min ophidselse.
Jeg fór om bag skranken og videre om bag de endnu højere skranke, som ingen med dværgvækst kunne nå op til og få kontakt. Videre ind gennem en dør, hen ad en gang.
Her mødte jeg blondinen, der forbløffet spurgte, hvem jeg ledte efter.
Jeg talte indvendigt til 10… kun de lige tal… og lod hende vide mit ærinde OG ikke mindst ordren om mødetid- og pligt.
Tag plads derude, sagde det lyse hoved, hvoraf kun håret udgjorde det lyse. Så kommer der en medarbejder om et øjeblik.
Nej, under ingen omstændigheder vil jeg tage plads. Jeg har en tid kl. 11.40 og nu er den 11.42.
Havde blondinen været en mand, havde jeg nok knaldet ham en på trynen, men da hun satte sine to smilerynker i aktion sammen med det flotteste tandsæt nord for fjorden, besluttede jeg mig til at aflyse min voldelige fremfærd. Jeg satte mig ud og ventede… i et lille minut.
Så kom medarbejderen, der undskyldte med forklaringer om alt fra corona til folk på kursus. Hvad ragede det mig? Jeg var ikke personalechef her.

Jeg forelagde mit ærinde, og medarbejderen (Tove i henhold til det obligatoriske skilt om halsen) oplyste mig, at jeg var én blandt utallige borgere med en for gammel mobil.
En for gammel mobil?
Jeg kunne til gengæld oplyse Tove, at derhjemme havde jeg faktisk en fastnettelefon, der var 21 år gammel, og den fungerede fortsat perfekt. Så kom ikke her med ”for gammel”.
Jeg viste hende min mobil, og jeg kunne godt se, at hun fortrængte et smil. Om hun tænkte, at den var parat til museet, ved jeg ikke, men den har hidtil kunnet ALT det, jeg har haft behov for. Men ikke noget med Mit ID.
Den kan ikke, sagde hun. Den kan slet ikke arbejde i det system, der kræves. Hverken scanne eller fungere på netbank.
I det øjeblik vidste jeg, hvordan et menneske reagerer, når lægen fortæller at man har kræft!
En følelse af uforståelighed, afmagt og vrede.
Jamen jamen… forsøgte jeg. Kan den ikke opdateres? Man kunne i 1969 sende folk til Månen og tilbage igen udelukkende med en Commodore 64 ombord. Så kan man vel i 2022 opdatere noget så enkelt som en mobiltelefon. Putte en ny chips i eller sår’n?

Tove var et venligt menneske.
Vi enedes om, at jeg i hvert fald i en periode fortsat kunne anvende Nem ID med nøglekort. Og jeg kunne da også få et nøglekort til Mit ID, hvis jeg ikke ville skifte mobilen.
Skifte mobilen?
Jeg forhørte mig om Borgerservice ville betale, for JEG ville ikke.
Venlige Tove sendte mig venlige øjne, og sagde, at jeg gennem Ældre Sagen kunne få billige mobiler.
Ældre Sagen??? Tove havde ramt et ømt punkt.
Ældre Sagen, knurrede jeg. Jeg er ikke medlem af Ældre Sagen. Jeg lider stadig af ungdomssløvsind, så jeg skal ikke ha’ hjælp fra Ældre Sagen… hverken kørestol, kateter eller mobil.

Jeg har stadig Nem ID nøglekort.
Og nu har myndighederne da også forlænget tidsfristen til det andet skøre påfund.
Tak for det.

Hva’ var der i posten i dag, spurgte jeg min hustru, der kom ind ude fra her til morgen.
Ingen regninger. Bare medlemsbladet fra Ældre Sagen.