Vælg en side

Drøn og droner

Man skal passe på ikke at gøre sig bedre end andre.
Jeg vil alligevel tillade mig at gøre mig bedre end mange andre. End rigtigt mange… når det gælder om at færdes i trafikken.
Jeg tænker på bilisterne.
Eller rettere: De mange, der slet ikke burde være bilister.

Jeg måtte for nylig døje en tur fra det nordlige Jylland til det sydfynske… faktisk helt på vandkant til næstkommende ø i rækken østpå.
En tur, som mit automobils digitale GPS-univers havde beregnet helt forkert.
Typisk.
Man kan sende folk til Månen og retur uden et minuts fravigelse, men alligevel evner systemet ikke at tage højde for de to ting, der er det mest normale på et dansk vejnet:
Et utal af strækninger med vejarbejde, hvor der trods fartbegrænsning på kørestolsniveau ikke er et øje at se i arbejdstøj.
Et utal af blinkende, blå lygter på vej til en verden længere fremme… som var det Pallis Tivoli på langtur med alle radiobilerne linet op til foto i en kilometerlang kø.

Denne for det danske vejnet så normale tilstand tager automobilets GPS slet ikke hensyn til.
Måske kineserne ser det? Med deres skæve blik overvåger de vel 360 grader rundt herhjemme, takket være deres evne til at hacke sig ind. De burde kunne advare os stakkels fængslede i Pallis Tivoli.
Men nej nej nej. De skævøjede holder tæt.

Det betænkelige er imidlertid, at heller ikke dronerne synes at overvåge trafikken. Der er ellers nok af dem. De er jo skabt til at se alting ovenfra. Men vel ikke bare til glæde for dem, der vil have deres bondegård fotograferet fra luften.
Alt hvad vi ser på TV synes at skulle beskues fra luften… alt ALT skal nu ses i fugleperspektiv. Selv en udsendelse om frøen blev stort set filmet fra droner. Frøperspektivet er dødt!

Men trafikken set fra dronerne? Nej nej nej.
Ikke da om politiet er kommet på den idé, at droner kunne afsløre vanviddet nedenunder.
Det kunne ellers nok iklæde en række bilister en fangedragt i både forårs- og efterårsmode. Men nej nej nej.

Det er ærgerligt. For det er mange af bilisterne, der er dræberne på motorvejene.
Jeg er ikke et dydsmønster, men jeg overholder efter bedste evne vores fælles færdselsregler. Overskrider sjældent hastighedsbegrænsningen, kører ikke aggressivt, ligger ikke ude i yderste vognbane, kører ikke op i anus på den forankørende.
Kører i det hele taget ordentligt, så ingen kommer galt afsted.
Hvis alle kørte sådan, ville vi undgå langt de fleste ulykker!
(Pudser lige glorien)

Men hallo! Hva’ sker der derude?
På strækningen Ålborg – Svendborg fornemmede jeg, at jeg vist var den eneste der ”sneglede” sig afsted med de skiftevis 110 og 130 km/t.
Jeg skal da love for, at ”sneglen” fik baghjul.

Ikke sært, at det går rive galt, når disse vanvidsbilister kører Le Mans på de danske veje. Det er leg med døden. Også andres død.
Jeg mener sågar, at jeg enkelte gange under deres overhaling fik øje på manden med leen siddende med et stort grin på bagsædet i bilerne… sammen med ungerne hypnotiseret af deres Ipadder.

Men ikke kun farten var en del af selvmordskaravanen.
Næh, Le Mans kørerne snoede sig ud og ind mellem vognbaner og andre bilister i kø. Ind og ud… som pileflet for dummies.
Ud og ind igen… ind foran, så jeg måtte trampe hårdt på bremsen. Smertefuldt ad H til… med en fodvorte. Og med skræk for, at ham bagved placerer sit forparti af en Volvo på mit bagsæde.
Og så op i anus på ham foran… blinke blinke blinke med lygterne, som om lyset mentalt i bedste Uri Geller stil kunne flytte bilen foran.
Og da også hornet i bund, som om også lyd kan flytte faste genstande. Hvorefter der svinges ud igen… så de andre derude kan få et chok og træde bremsen i bund… med risiko for at harmonikaen ta’r en spiller, så ham med leen kan få dagens høst med hjem i en Fandens fart.

Det er ganske utroligt. Vanvid. En bilisternes kræftknude.
Og så det besynderlige: Trods det førnævnte utal af blinkende, blå lygter… også politiets… så er der ikke en eneste af disse tjenestemænd, der i embedsmedfør besinder sig til at gribe ind.
Nej nej nej, når man endelig fik øje på dem, så stod de stille og roligt med blokken i hånden, der hvor ulykken allerede var sket.
Her holdt Pallis Tivoli med alle de gule veste i fuldt firspring rundt med bårer, ildslukkere, ligposer, kost og fejebak.
Men de sorte tjenestemænd? Hmm, altid rolige og beherskede… enkelte med kaffekruset fra sidste rasteplads i hånden… og blokken. Så de kunne notere, at det igen var gået galt.
Oh, hvilken indsats. Endnu en rapport… om en ulykke. En ulykke, som d´herrer slet ikke havde tænkt sig at forhindre. Men drikke kaffe til.

Tænk hvis alle patruljevognene var udstyret med en drone!
Som de hev frem… lige så ofte som de hiver deres fotofælder frem på de små landeveje, hvor selv landmandens traktor opnår en bøde.
Tænk hvis de med dronerne konstant overvågede disse vanvidsbilister med deres Le Manske djævelskab og ud-og-ind-akrobatik.
Tænk hvor mange bøder, de kunne få i deres kaffekasse.
Tænk hvor meget vores sygehusvæsen kunne få tid og råd til at tage sig af, når de ikke skal sortere legemsdele fra ulykkesstederne eller holde liv i dem, det desværre gik ud over… helt uden skyld.
Tænk hvor meget vi kunne aflaste kineserne, der kunne glo efter noget andet.

Well well, vi nåede frem til Svendborg. Min hustru og jeg. Til konfirmationsfesten… to timer forsinket, takket være ingenting. At ingenting duede. At ingenting fungerede. At ingenting gik efter hensigten. At ingenting blev gjort for at hindre ulykkerne.

Vi blev trods forsinkelsen budt på en velkomstdrink, som jeg slubrede i mig, som var jeg en udtørret kamel på vandring i ørkenen.
Ikke fordi jeg var tørstig, men jeg skulle jo have nerverne i ro.
Jeg skulle også have skiftet skjorte. Jeg var drivvåd af sved. Vredens sved. Irritationens sved.
Det er som om, at vi mænd er bygget forkert. Så snart vi bliver fornærmede, sure eller vrede, så vælter vand og lymfe frem i armhulerne… OG ud over hele ryggen. Måske en utæthed fra Vorherres side.
Jeg fornemmede, at jeg lignede en drukneulykke, hvor de blinkende, blå lygter ikke var nået frem til endnu. Ej heller de sorte tjenestemænd med blokken… og kaffen.
Et hurtigt blik rundt i lokalet forsikrede mig dog om, at tre kameraer i selskabslokalets loft trods alt gav kineserne noget at holde øje med.

Min hustru og jeg blev bænket, dog ikke ved samme bord, og som vanligt forlangte de omkringsiddende den obligatoriske beretning om ikke mindst turen over Fyn, der traditionelt er et trafikalt mareridt… etableret allerede ved automobilets opfindelse.
Jeg fandt det let at beskrive, hvorfor Danmarks statistik over dræbte og kvæstede i trafikken ligger højere end den burde.
De lyttede med måbende mund, og jeg kunne fornemme, at de anså det for et mirakel, at jeg og min hustru stadig var i live.

Jeg fandt senere ud af, at min hustru… ved et andet bord… havde underholdt selskabet med mit utæmmelige, trafikale temperament, der om ikke andet, så tydeligt påpeger, at alle andre bilister er fødte idioter, båtnakker og aldrig burde have fået kørekort.
Bilister, der efter min hustrus udsagn KUN er på vejene, når JEG er ude at køre. HUN oplever dem aldrig.

Underligt… men også bekymrende.
Måske skal hun have briller? Førerhund?
Slet ikke kørekort.

Der var pause i selskabets fortæring af dét, konfirmandens forældre har haft råd til at byde på. Heldigvis… for der var meget. Meget godt. Og den ypperlige buffet gjorde godt i mit stressede hoved. Jeg havde jo allerede en hjemtur at tumle med i tankerne.
Samme mareridt… blot i mørke. Mørke tanker samlede sig i mit sind, kunne man sige.

Pausen bød på hyggelige, gammeldags aktiviteter. Sikken fornøjelse. Mindede om gamle dage i farfars lysthus.
Rundbold, petanque og den slags.
Imponerende at betragte de unge mennesker, teenagerne, bestride sådanne aktiviteter… helt uden skærm. Overraskende.

Mit energi niveau forbød mig imidlertid at deltage. Jeg var nervøs for, at præstationstrangen kunne rippe op i mit trafikale traumecenter.
Så jeg nøjedes med at være heppekor. Én er bedre end ingen.

Jeg noterede mig pludselig en underlig snurrende lyd. Brummende.
Et fly? Kiggede op.
Og ja… Gud hjælpe mig om ikke der hang en DRONE over os. Ja selvfølgelig! En eller anden satte fugleperspektiv på de sports-og idrætsaktiviteter, vi havde gang i.
En drone!
Mon det var kineserne?
Jeg gav dem et skævt smil.