Vælg en side

Arealkrav i kadavermeter

Der er mange, der takker kulturministeren, der endnu engang har regnet på arealkravene til alskens kultur og idræt i forbindelse med coronaen.
Denne gang med et nyt facit fra regnestykket.
Jeg undrer mig. Undrer mig om de mange virusser selv når at fatte udregningen?

Det har jo ikke hidtil været let at regne ud, hvordan landets kulturminister Joy Mogensen har regnet det ud. Det med antal deltagere i dette eller hint.
Kirkelige handlinger, koncerter, festivaler, fodboldkampe etc.
Et helt umuligt regnestykke, tænker jeg.
Jeg har naturligvis ingen anelse om, hvordan kulturministeren tænker. Om hun overhovedet tænker.

Jeg har heller ingen anelse om, hvordan i alverden hun afvejer den ene risiko i forhold til den anden.
Ét synes sikkert: Afvejningen er foretaget, mens al kognitiv virksomhed har været sat midlertidig på stand by.

Tilbage til regnestykket om risiko og antal.
Tørre tal, strøet med generøs hånd… alt efter hvilke politikere, der har været drukket frokost med på de bonede gulve.
Et regnestykke, der giver 20, når facit gælder en bisættelse i kirken.
Men præcis samme regnestykke giver 15000, når facit gælder en EM-kamp i Parken.
På den måde får kulturministeren plads til alle.

Men hvorfor er risikoen så umådelig stor ved bisættelsen i kirken?
Der, hvor man sidder andægtigt stille og lytter til prædiken, serveret oppe fra udkigstønden højt hævet over folk og fæ.
Der, hvor ingen farer rundt og giver hånd eller godt-at-se-dig-igen-krammer.
Der, hvor man kun nødigt tager øjenkontakt, og blot nikker et stille ”goddag”.
Der, hvor ikke engang gravøllet får chancen for en tur op mod kirkeskibet og ned igen over de omkringsiddende.
Der, hvor ingen rejser sig for at skråle deres urinstinkt og spyt ud i meterlange stråler mod kisten i fokus.
Der, hvor virus nærmest dør ud af sig selv… keder sig ihjel og allerede ser sig henvist til selvisolation i den hvide ét-værelses foran alteret.

Og hvorfor er risikoen så umådelig lille i Parken?
Der, hvor titusindvis af ansvarsløse primater står skulder ved skulder eller mere til af samme kadaver… og skråler som syge chimpanser.
Der, hvor manddomsprøven måles i antal liter fadbamse på vej mod blæren.
Der, hvor den, der støjer mest og spytter længst, er den ægte dansker.
Der, hvor sang lyder som nogen, der kalder på ham Ååååge… ufatteligt længe.
Der, hvor vold er en del af festen og festen er Fanden i vold.
Der, hvor øllet bliver iltet i luften og krydret med røgen fra forbudte romerlys.
Der, hvor politiet foran stadion allerede er for mange mand samlet udendørs.
Der, hvor virus får gødning og spreder sig som en flod med Delta.

Ja, man kan jo kun spørge.
Joy Mogensen kan man også godt spørge… skulle man ønske en stund i stilhed.

Og spørger man Søren Brostrøm eller en af hans logebrødre…  virologerne, der som apostle forkynder den rette omvej… er alle et svar skyldig.
Jeg erkender, at de efter bedste evne (svær at måle) forsøger at formulere sig ud af uforståeligheden ved at henvise til Fru Frederiksen og hendes disciple, hvis mantra er, at man står fast og ”åbner” efter salamimetoden.
Den spegepølse, hvor kirken åbenbart er den lille snoning for enden af pølsen.

Nuvel… jeg bor i Blokhus. Afsondret, men ikke isoleret.
Heroppe trækker en fodboldkamp næppe nogen ud over spillernes nærmeste familie. Med kaffe og picnickurv. Tæller man dommeren med, møder der typisk en god snes tilskuere. Der er plads til virus. Afstand er ganske enkelt en del af Nordjylland.

Det er lidt det samme med kirken. Tæller man præsten med, møder der typisk en god snes… lidt mere til jul.

Udfordringen kommer, når vi skal tage afsked med en heroppe. Alle kender alle, så den gode snes kan nemt løbe op i adskillige snese plus de, der automatisk kommer for at sikre sig kirkekaffen bagefter.
Så kommer restriktionerne på prøve.

Forleden var jeg ”indkaldt” til en bisættelse, så det gjaldt om at være blandt de første, for ikke at blive afvist. Kun 20 var ifølge kirkens gældende retningslinjer tilladt som sørgetropper.
Derfor gjaldt det om at komme hjemmefra… uden at møde Gerner, min genbo.
Ikke fordi han udgør nogen smitterisiko. Ikke direkte.
Men et tilfældigt møde med Gerner medfører en statistisk risiko set ud fra en sandsynlighedsberegning, hvor tiden indgår som faktor.
Et tilfældigt møde med Gerner kan udløse en snak om ingenting på næsten en time.
Han snakker. Jeg lytter. Jeg lytter med lukket mund… for så er det ikke min skyld, hvis en virus lukkes ud fra min side.
Gerner snakker uden på et eneste tidspunkt at lukke munden. Jeg er overbevist om, at han trækker vejret gennem næsen. Ellers ville han være død nu.
En hær af aggressive virusser kan i værste fald sætte kurs mod mig ret fremme foran. Derfor bakker jeg altid lidt. Holder afstand. Placerer for eksempel riven eller kosten fremad mod Gerner… det giver over en meter.
Derudover har Vorherre givet mig en højde, der ligger væsentligt over Gerners. Jeg beskriver ofte Gerner som en lidt for høj dværg… sådan lidt humoristisk sagt. Men faktum er, at skulle han i sin talestrøm spytte i min retning, så rammer hærskaren af virussoldater under mit ansigt.
Så jeg kan roligt undlade mundbind. I bedste fald krøller jeg det sammen, river det itu, og stopper resterne i ørerne. Fred. Stilhed. Total stilhed.
Ligesom hos Joy Mogensen.

Jeg nåede bisættelsen. Blev talt som nummer syv ved indgangen. Sidste mand kom dog heldigvis også ind. Som nummer 18.
Afdøde var sjællænder.

I Blokhus afvikles det årlige marathon-løb på stranden. Kilometervis af bred sandstrand. Frisk luft fra havet. Salt i luften. I blæsevejr mere sand end salt.
Sidste år blev løbet aflyst. Den omkringfarende virus havde medført panik hos fru Frederiksen helt ovre i staden. Der, hvor det var helt galt blandt visse især indvandrere. Ikke kun… men især.
Der gik ikke panik i os jyder heroppe. Vi evner at lave andet end det, der er planlagt. Vi tager tøj på… eller af… efter vejret, som vi siger.

Nuvel… i år skulle det forjættede marathon-løb så afvikles. I år måtte man godt for panikkerne ovre på Borgen.
Dog med restriktioner! Joy Mogensen spøgte igen.
Ud over at være minister for kirken er hun Gudhjælpemig også idrættens minister!
Og det var ganske vist: Marathon-løbet skulle underlægges restriktioner… i lighed med bisættelsen i kirken.
Max 200 personer!
Jamen hallo! Alene det at lede efter fornuften i den begrænsning vil være et marathon-løb i sig selv. Et løb, hvor man risikerer at falde død om på målstregen af udmattelse over kulturministerens stiltiende intetsigenhed.
Man kan ikke klandre hende for at sige noget forkert. Den ros skal hun have.

Godt så.
200 deltagere fordelt over en strand på omkring 10 km og en bredde på ca. 200 meter. Det er 2 millioner kvadratmeter.
Ergo 10000 kvadratmeter til hver eneste deltager.
Det er god plads… hver deltager har væsentligt mere end hele plænen i Parken, hvor 22 mand styrter rundt og endda rører ved hinanden!
Hold nu kæft.
Det er jo en restriktion, der kan medføre en risiko for ensomhed!
Man kan jo knap ane de øvrige løbere hverken foran eller bag sig.
MEN… de kan åbenbart ikke holde afstand nok til, at Joy Mogensen ikke ser løbet som en voldsom smitterisiko.
Forstå det, hvem der kan.
I Parken til EM sad og stod 15000 tilskuere på så få kvadratmeter, at hver eneste virus blot kunne kravle over på sidemanden.

Ja, kære Joy Mogensen. Man kan dø af denne virus.
Begravelsen foregår i stilhed.